Fortsæt til indhold

Østjyllands Politi fandt hash-pushere gennem Snapchat: Satte falsk handel op og har sigtet tre for salg

Østjyllands Politi fik mistanke om hash-handel via en Snapchat-gruppe og lavede en aftale med sælger på en adresse i Aarhus, hvorefter de beslaglagde joints, kontanter og lattergas. Tre blev sigtet.

Samfund
sbl

Hash-handlende fik torsdag noget af en overraskelse, da de mødte op til en handel. I stedet for sædvanlige kunder blev de nemlig mødt af Østjyllands Politis specialpatrulje.

Politiet havde fundet en Snapchat-gruppe, hvor de mistænkte, der blev solgt hash. De satte derfor en aftale op med sælgeren ved en adresse i Aarhus C.

Kl. 22.08 ankom en bil med to kvinder og en mand til adressen, og her gav specialpatruljen sig til kende. Bilen blev ransaget, og de tre personer blev visiteret.

I bilen fandt betjentene flere joints og flere tusinde kroner i kontanter, som blev vurderet til at stamme fra hashsalg.

Derudover lå der i bilen en del lattergasflasker og lattergaspatroner, som patruljen mistænkte skulle sælges.

Både manden, der er 19 år, og de to kvinder på 19 og 20 år blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, og kontanter, stoffer og lattergasflasker blev beslaglagt.