Mangel på råvarer forsinker padelbaner
Råvaremangel har efterhånden konsekvenser overalt, også hos Padelmaster i Hadsten
Som mange andre bygherrer, producenter og forbrugere har også de tre venner bag åbningen af Padelmaster i Hadsten mærket konsekvenserne af verdens aktuelle mangel på materialer og råvarer. Anders Andersen, Julius Linhave og Thomas Møller ville efter planen åbne fire padelbaner på Toftegårdsvej 28 i starten af september, men det er udskudt, og Padelmaster åbner nu i starten af december.
Gik selv i gang
De tre padel-mastere satte sig imidlertid ikke på hænderne og ventede. De havde købt tømrermester Jørgen Sejrs tidligere hal og tog selv fat. Eksempelvis har de brækket de tidligere kontorlokaler ned, bygget fire individuelle baderum, opsat troltex-plader og har i det hele taget lavet alt, der ikke har med el og vvs at gøre. Thomas Møller er skolelærer, Anders Andersen er salgschef, og Julius Linhave er tømrermester, og alle eftermiddage og aftener samt lørdage siden maj, har man kunnet finde dem på Toftegårdsvej.
Særlig for Thomas og Anders har det været lærerigt at arbejde under Julius’ vågne tømrerblik. Ind imellem har de endda fået voksen-skældud, røber Anders med et glimt i øjet. Men det har også betydet, at de har lært hinanden bedre at kende.
»Vi har lagt en masse bjerteblod i det, og kender hver detalje. Nu glæder vi os helt vildt til at få det færdigt.«
Skred i tingene
Der er kommet skred i tingene. Banerne fra den spanske leverandør var fremme fredag 29. oktober, og søndag 31. oktober ankom de to spanske montører.
»De kom klokken 8.30 i en Berlingo-varebil med deres trolleyer og værktøj, og klokken 8.45 var de i gang,« smiler Anders.
Selv om banerne blev forsinket med flere måneder, er de tre iværksættere ikke bekymret for, at interessen for padel-tennis i mellemtiden skulle klinge af.
»Det er stadig lige populært, faktisk er interessen i stigning. Danmark er stadig i den spæde start i forhold til Norge og Sverige, der er seks år foran Danmark og stadig er i voldsom udvikling.«
Padelmaster får to indvendige baner og to udvendige. De ventes færdige i starten af november og åbner som nævnt i starten af december.
Forsinkelser overalt
Der har været mangel på meget undervejs og deraf følgende forsinkelser. I stedet for den første melding om, at leverancen af selve banerne ville ske i løbet af otte-tolv uger blev det 26 uger. Underlaget inde i hallen kunne heller ikke leveres, dels fordi produktionen i Spanien stoppede midlertidigt på grund af corona, og dels på grund af øget efterspørgsel i hele Europa efter netop denne type bane. Mangel på både arbejdskraft og råvarer var også grunden til, at glasset rundt om padelbanerne ikke kunne leveres. Og der var mangel på jern.
Anders, der er i bilbranchen, oplyser, at Fiat og Citroén i øjeblikket har lukket deres fabrikker i hele Europa på grund af mangel på råvarer som chip og jern. Som bekendt er også hele byggebranchen ramt, og Julius venter for eksempel på vinduer til et hus, han er ved at bygge. De er udskudt i seks uger.