Fortsæt til indhold

SCU klar til første spadestik på millionbyggeri

Tirsdag 23. november kl. 10.00 tages første spadestik til et nyt byggeri, der skal styrke studiemiljøet på Skanderborg-Odder Center for Uddannelse i Skanderborg.

Samfund
bo

Det bliver SCUs elevrådsformand, Gustav Flycht, der tager første spadestik til et nyt byggeri i millionsklassen, som skal styrke studiemiljøet på SCU. Sammen med ham til at svinge spaden er de nyværende borgmestre i Skanderborg og Odder, Frands Fischer og Uffe Jensen. Tilstede er også SCUs direktør Pia Marlo og skolens bestyrelsesformand Sonja Mikkelsen.

Tilbygningen har været i støbeskeen i halvandet år, og det har været en kreativ proces med fokus på at skabe et godt undervisnings- og studiemiljø
Pia Marlo, direktør, SCU

»Tilbygningen har været i støbeskeen i halvandet år, og det har været en kreativ proces med fokus på at skabe et godt undervisnings- og studiemiljø. Nu glæder vi os til endelig at få spaden i jorden og komme i gang med byggeriet,« fastslår Pia Marlo.

SCU har både VUC og flere ungdomsuddannelser under samme tag – HHX, HTX, HF og EUX/EUD Business – og råder i dag over knap 12.000 kvm. Med den nye tilbygning kommer der 2.000 ekstra kvm oveni.

Kæmpe stor pølsebod

For at fejre det første spadestik inviterer SCU samtlige elever, kursister, ansatte og gæster fra lokalområdet på hotdogs og Cocio. I alt omkring 1.200 personer. Derfor forvandler SCU hele udendørsområdet mellem den byggemodne jord og skolens kantine til en stor pølsebod.

»Vores elever og kursister skal selvfølgelig være med til at fejre dagen, og derfor vil vi forkæle dem med hotdogs og Cocio. En fælles oplevelse for hele SCU og samtidig et sjovt og festligt afbræk fra skoledagen,« understreger Pia Marlo.