Fortsæt til indhold

Charlotte Storm Gregersen bliver ny direktør for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune

Byrådet har udpeget 50-årige Charlotte Storm Gregersen som ny direktør for magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.

Samfund

Onsdag aften vendte Aarhus Byråd tomlen op til at ansætte en ny direktør for Kultur og Borgerservice.

Det bliver 50-årige Charlotte Storm Gregersen, der forlader sin hidtidige stilling som økonomidirektør i Region Syddanmark.

Hun afløser Kirsten Jørgensen, der har valgt at gå på pension efter 16 år i jobbet.

Byrådet fulgte en indstilling fra et enigt ansættelsesudvalg, og Charlotte Storm Gregersen blev udvalgt blandt 15 ansøgere til jobbet.

»Vi har i Charlotte Storm Gregersen fundet en ny direktør, som kan stå i spidsen for den fortsatte udvikling af Aarhus som attraktiv kulturby med en bred vifte af kultur og fritidstilbud. Hun kommer med masser af erfaring, en stærk faglighed og en stor evne til at samarbejde. Jeg er sikker på, at Kultur og Borgerservice med hende i spidsen vil udvikle sig yderligere til glæde for alle aarhusianere« siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV), i en pressemeddelelse.

»Drømmestilling«

Charlotte Storm Gregersen er uddannet cand.oecon i nationaløkonomi fra Aarhus Universitet. Tidligere har hun været økonomichef i magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg, ansat i Kommunernes Landsforening og i Finansministeriet.

»Det er en drømmestilling. Kultur-og fritidslivet har en afgørende betydning for aarhusianernes hverdag, sundhed og bystolthed, så det er et kæmpe ansvar at stå spidsen for denne magistratsafdeling. Det er derfor med lige dele glæde og ydmyghed, at jeg ser frem til at begynde i jobbet. Jeg glæder mig til et tæt samarbejde med de mange dygtige medarbejdere, samarbejdspartnere, fonde og erhvervslivet,« siger den kommende direktør og fortsætter:

»Kultur og Borgerservice er en utrolig veldrevet afdeling, som binder mennesker sammen i attraktive fritidstilbud og oplevelser. Afdelingen bidrager med sin store berøringsflade med rigtigt mange aarhusianere til at gøre Aarhus til et attraktivt sted at bo og leve. Og jeg er sikker på, at afdelingens betydning kun vil vokse i de kommende år.«

Charlotte Storm Gregersen bor i Skanderborg og er gift med Niels, som hun har børnene Rasmus (22 år), Mads (19 år) og Jeppe (13 år) sammen med. Fritiden bliver ofte brugt sammen med familie og venner, på familiens båd eller med en løbetur i naturen. Hun benytter sig gerne af musiktilbud, kunst og kultur og har i 15 år været frivillig til Smukfest.