Ny Hammel-fabrik med store vækstplaner
Medarbejderstaben er mere end fordoblet på under et år, og der kommer flere til.
Virksomheden Ipart/Washbox er i løbet af sommeren og efteråret flyttet ind i sit nye hovedsæde på Frankrigsvej i industrikvarteret syd for Hammel.
Indflytningen blev for nylig fejret med en reception, hvor medarbejdernes familier var inviteret med og blev på virksomheden til fest og hygge om aftenen. Ipart/Washbox bestræber sig i det hele taget på at skabe fællesskab og arbejdsglæde blandt medarbejderne, som man gerne vil holde på.
»Vi får mange positive tilbagemeldinger om, at det er et fedt sted at arbejde. Der er højt til loftet, og vi laver sjov – det er med til at give glæde og et højt engagement,« fortæller administrerende direktør Jørgen Sørensen Stensgaard og fortsætter:
»Vi har også en god kantine, så man behøver ikke tage madpakke med på arbejde, og vi fejrer hinandens succeser. Vi er fælles om alt og belønnede for nylig alle medarbejdere med en flaske champagne og rødvin efter en travl periode. Vi prøver også at lave fælles sociale aktiviteter som DHL-stafetten og festen efter receptionen.«
Mange nye ansatte
Ipart/Washbox specialiserer sig i udvikling og opsætning af tankstationer og vaskehaller, der i så høj grad som muligt bliver færdigmonteret på fabrikken for at minimere tidsforbruget på byggepladsen.
Virksomheden er i stor vækst og havde ved årsskiftet 16 medarbejdere. Antallet er i dag mere end fordoblet, og i første kvartal 2022 forventer man at runde 50 medarbejdere.
Ipart/washbox vil gerne være byens fabrik med lokalt forankrede ansatte, og en del af de nye ansatte særligt i produktionen og montageafdelingen er fra nærområdet, fortæller den administrerende direktør.
»Vi er glade for at skabe arbejdspladser lokalt, og Hammel er jo et smørhul for ansatte i forhold til Aarhus, Randers, Skanderborg og Silkeborg, der ligger indenfor en halv times kørselstid, og derfor er der gode muligheder for kvalificerede og dygtige medarbejdere.«
Der bliver som nævnt behov for endnu flere hænder i hallerne og på kontoret på Frankrigsvej, hvilket man kan læse mere om på virksomhedens hjemmeside, hvor der er diverse stillingsopslag.
Fordobler omsætning
2020 var et udviklingsår med status quo i omsætningen, men i 2021 fordobler Ipart/Washbox omsætningen i forhold til 2020, og det er målet at lave endnu en fordobling fra 2021 til 2022, fortæller den administrerende direktør.
For at nå denne målsætning har Ipart/Washbox fokus på at strømline hele produktionen og montagedelen og få ansat de rette nye kollegaer, så man har kapaciteten til at kunne følge med efterspørgslen.
Ipart/Washbox har også fået et kontor med foreløbig to ansatte lidt udenfor Oslo i Norge, hvor man har en stor omsætning, og virksomheden kigger også mod andre lande som Sverige og Tyskland.
»Vi arbejder hele tiden på at udvikle os og blive endnu mere grønne. Vi er allerede svanemærkede og har rensningsanlæg, der genbruger hovedparten af vandet i vores vaskehaller, som er meget mere miljøvenlige end gamle vaskehaller og i forhold til at stå og vaske bil derhjemme,« fortæller administrerende direktør Jørgen Sørensen Stensgaard.