Fortsæt til indhold

Sundhed.dk kommer med appel til danskerne

Fra fredag morgen skal danskerne igen til at fremvise coronapas.

Samfund
af

Coronavirus er igen blevet erklæret som en samfundskritisk sygdom. Og fra klokken seks fredag morgen skal danskerne atter til at fremvise coronapas i en række situationer.

Det betyder, at flere tusinde danskere endnu engang skal logge ind på sundhed.dk for at hente deres coronapas – eller finde det frem på telefonen via ”MinSundhed”-appen.

Coronapasset har ikke været i brug, siden det blev afskaffet i september, men systemerne er testet og atter klar til at blive taget i brug.

Det meddeler sundhed.dk i en pressemeddelelse.

Her appellerer direktør Morten Elbæk Petersen også til, at danskerne udviser en vis portion tålmodighed, når de igen skal til at hente deres coronapas på sundhed.dk.

»Vi opdaterer systemet løbende, men det kan ikke undgås, at spidsbelastninger med mange tusind besøgende kan give ventetid. Derfor vil jeg også gerne opfordre til, at man henter sit coronapas i god tid, hvis man ved, at man skal bruge det,« siger Morten Elbæk Petersen i pressemeddelelsen.

Hos Sundhedsdatastyrelsen er man også klar til, at coronapas-appen igen skal tages i brug.

»Man skal jo aldrig blive alt for skråsikker, men vi er forberedt, og vi arbejder hele tiden på at forbedre appen,« lyder det fra styrelsens direktør, Lisbeth Nielsen.

»Til gengæld er det en god ide, at man som borger lige har prøvet at åbne coronapas-appen på sin telefon, så det ikke driller, når man står og skal bruge det,« siger hun.,

Man skal bruge NemID til at åbne sit coronapas, hvis det er mere end en måned siden, man sidst har benyttet sig af det.