Fortsæt til indhold

Kø på E45: Grisetransport er væltet og har smadret autoværn

En færdselsulykke med en grisetransport blokerer i øjeblikket flere spor på E45 Østjyske Motorvej. Der er umiddelbart ingen tilskadekomne.

Samfund

Opdateret 16.41: Højre spor er åbent i begge retninger nu, oplyser Vejdirektoratet, men forventer forlænget rejsetid i hele myldretiden, siger de på Twitter.

En grisetransport er til eftermiddag væltet på E45 Østjyske Motorvej ved Harlev og skaber kø for trafikanter i både nord- og sydgående retning.

Det oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen.dk.

»Vi får en melding 12.40 om en grisetransport i sydgående spor, der kører ind i autoværnet. I den forbindelse vælter den over i nordgående spor, og en del af autoværnet vælter. Der er ingen melding om personskader, « siger Janni Lundager fra Østjyllands Politi.

I forbindelse med ulykken og oprydningen er der spærret et spor i begge retninger.

Der er ingen melding om personskade. Motorvejen er farbar i begrænset omfang i begge retninger, og politiet opfordrer til alternative ruter. Foto: Øxenholt Foto.

»I nordgående retning kan man passere via nødsporet, og i sydgående retning er et enkelt spor farbart. Men hvis man kan finde andre ruter, så vil det være at foretrække, « siger Janni Lundager.

Politiet kan ikke sige noget om, hvor lang tid oprydningsarbejdet varer - eller om der er sket noget med grisetransportens last.