Trepartsaftale på plads: Virksomheder skal kunne kræve corona pas af medarbejdere
Regeringen har indgået en aftale med arbejdsmarkedets parter, som fremover skal give virksomheder mulighed for at kræve coronapas af ansatte.
Står det til regeringen og arbejdsmarkedets parter, så skal det være lovligt for landets virksomheder at kræve et gyldigt coronapas af deres ansatte, når de stempler ind på job.
Regeringen har netop indgået en aftale med arbejdsmarkedets parter om at genindføre en lov, der betyder, at landets arbejdsgivere igen kan kræve, at ansatte fremviser coronapas.
Det meddeler Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Aftalen er indgået mellem regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
Coronasmitten er stigende i samfundet, og det giver udfordringer på arbejdsmarkedet.
Trepartsaftalen skal derfor være med til at skabe mere tryghed på arbejdspladserne og sikre, at virksomhederne kan mindske risikoen for stor smittespredning blandt de ansatte og tab af omsætning, lyder det i pressemeddelelsen.
Det påpeges, at muligheden for at kræve test af ansatte kun gælder i forhold til corona.
Og aftalen gælder så længe, coronavirus kategoriseres som en samfundskritisk sygdom.
»Jeg er rigtig glad for, at vi på kort tid har lavet en aftale, som kan give større tryghed på arbejdspladserne og hjælpe med til, at Danmark forhåbentlig kommer gennem vinteren så godt som muligt. Vi skal fortsat passe godt på hinanden, og jeg vil opfordre folk til at lade sig vaccinere. Jeg vil gerne takke FH og DA for et konstruktivt kort forløb og løfte ansvaret, som så mange gange før under pandemien,« siger den fungerende beskæftigelses- og ligestillingsminister Mattias Tesfaye i pressemeddelelsen.
Aftalen skal nu fremsættes som et lovforslag i Folketinget.
Regeringen ønsker at få hastebehandlet lovforslaget, så loven kan komme til at gælde hurtigst muligt.