Støtte til udekøkken og væksthus
Nordea-fonden synes godt om fællesskabs-tanken og giver 53.000 kroner til projektet.
Borgerne i Hørning får et nyt sted at samles. Åskolen – Friskolen i Hørning bygger et udekøkken med udeovn i Byparken – på hjørnet Rosenvænget og Brogårdsvej. Skolen planter også frugttræer og etablerer en køkkenhave og et væksthus med grønsager. Frugt og grønt er til alle, og hørningenserne kan kokkerere de frisk-høstede råvarer i udekøkkenet.
Nordea-fonden støtter initiativer, der kommer mange til gavn i samfundet. Og fonden synes så godt om fællesskabs-tanken bag udekøkkenet og væksthuset, at den har valgt at støtte projektet med 53.000 kroner.
»Det er dejligt, at Nordea-fonden går ind i projektet. Vi ser det som en bekræftelse af projektets visioner og bærekraft, og af at Åskolen er en kulturbærende institution for byens borgere. Vi vil det grønne, bæredygtige og åbne. Det giver Nordea-fonden et solidt skub med på vejen,« siger Thomas Kjeldgaard, skoleleder på Åskolen, i en pressemeddelelse.
Omkring ny skole
Byparken er i øjeblikket én stor mudret byggeplads, da Åskolen er ved at bygge en ny skole. Men i samarbejde med lokale aktører planlægger Åskolen at etablere Byparken omkring den nye skole. Byparken skal være et naturligt mødested i Hørning, hvor familier, børn og unge, forenings-aktive og ikke-foreningsaktive kan samles om bevægelse og sociale aktiviteter i naturskønne omgivelser.
Den populære 10 kilometerlange Hørningsti går gennem den kommende bypark, og parken får derfor et naturligt flow af mange besøgende hver dag.
»Byparken og særligt området med udekøkken, væksthus og bålhytte kan blive et naturligt møde- og stoppested på gå-turen langs Hørning-stien. Her kan man mødes med sine venner, hygge sig og måske lave mad i udekøkken og bålhytte,« tilføjer Thomas Kjeldgaard.