Unge med ondt i økonomien køber tøj, sko og fastfood på afbetaling
Det er populært blandt unge forbrugere at købe tøj, sko og fastfood på afbetaling. Men de unges forbrugsadfærd vækker bekymring hos Forbrugerrådet Tænk.
Køb nu – betal senere.
Metoden er velkendt. Især fra de tvivlsomme kviklån, der nogle år tilbage gjorde sit indtog herhjemme blandt unge forbrugere.
Forrige år satte dansk lovgivning så på sin vis kviklånene skatmat. Men i stedet har en ny trend vundet indpas hos de unge.
Det er nemlig blevet mere og mere populært blandt unge at gøre brug af bestemte afbetalingsordninger, der gør det muligt at udskyde betalingen af f.eks. en t-shirt, en pizza eller en telefon ved at dele købet op i rater eller helt at udskyde betalingen.
Det viser en ny undersøgelse, som analysefirmaet Epinion har foretaget på vegne af Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden.
Problemet med denne betalingsform er, at den især appellerer til forbrugere, der i forvejen er i betalingsproblemer.Formand for Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip.
Pizzaslice til 720 kroner
Undersøgelsen viser bl.a., at 16 procent af de unge forbrugere inden for det seneste år har købt en vare og udskudt betalingen. Og blandt de unge, der allerede er ramt af betalingsproblemer, har hele 38 procent benyttet sig af denne betalingsform.
Ifølge Forbrugerrådet Tænk er det bl.a. firmaer som Klarna og ViaBill, der i øjeblikket vinder frem med den slags afbetalingsordninger.
Problemet med den type betalingsform er, at det især appellerer til forbrugere, der i forvejen befinder sig i betalingsproblemer. Sådan lyder det fra formand for Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip.
»Problemet med denne betalingsform er, at den især appellerer til forbrugere, der i forvejen er i betalingsproblemer. Samtidig kan der vente høje gebyrer og renter, hvis man misser en betaling, og derfor er det bekymrende at se, at især unge med ondt i økonomien udskyder betalingen af mindre køb som tøj og mad. Jo flere mindre køb man gør på afbetaling, desto sværere bliver det at overskue sin økonomi,« lyder det fra Anja Philip mandag i en pressemeddelelse fra Forbrugerrådet Tænk.
Til Lokalavisen.dk kommer Anja Philip med et konkret eksempel på, hvor galt det rent faktisk kan gå, hvis der ikke bliver afdraget på et lån i tide.
»Hvis en forbruger vælger at købe en pizzaslice til f.eks. 70 kroner via en afbetalingsordning som førnævnte og ikke betaler tilbage efter 30 dage, så falder hammeren altså … For først kan man få tilsendt en rykker på f.eks. 100 kroner, og inden for få dage dukker der så en ny rykker op på samme beløb. Man kan få op til tre rykkere på 100 kroner. Pludselig kommer der morarenter på. Og til sidst bliver sagen sendt til inkasso. Derfor kan en pizzaslice til 70 kroner på 60 dage reelt komme til at koste 720 kroner,« fortæller Anja Philip til Lokalavisen.dk.
Stimulerer trang til impulskøb
At unge forbrugere nu ynder at købe småting og impulskøb på kredit, er en bekymrende tendens, mener Anja Philip.
»Det er blevet alt for nemt og tilgængeligt at købe småting på kredit, og det stimulerer trangen til impulskøb. Det er bekymrende. Den impulsive adfærd finder vi desværre mange eksempler på blandt unge, der allerede er endt i betalingsvanskeligheder,« lyder det fra Anja Philip.
Hun tilføjer:
»Og har du ikke råd til en pizza eller en pose slik den ene måned, så har du det nok heller ikke den næste … Derfor er vi i Forbrugerrådet Tænk meget bekymrede over, at det nu er blevet så udbredt. Der er nok mange, der i virkeligheden slet ikke er klar over, at de er i gang med at tage et lån, som potentielt kan ende med at blive rigtig dyrt.«
Kræver politisk handling
Undersøgelsen fra Epinion viser desuden, at hver fjerde unge, der har købt og samtidig udskudt betalingen, fortryder købet efterfølgende.
Blandt unge med betalingsproblemer er det mere end halvdelen, der fortryder handlingen.
Anja Philip foreslår derfor, at firmaer, som udbyder afbetaling, skal være omfattet af reglen om 48 timers betænkningstid.
En regel, som lige nu kun gælder visse typer af forbrugslån.
»Forrige år kom der lovgivning på området om kviklån. Dengang kunne vi se, at der var mange, der kom ind med vanvittige gældsposter på kviklån til vores gældsrådgivning. Men den her betalingsform er ligesom smuttet behændigt uden om lovgivningen, fordi det er et ”rentefrit” lån – men altså kun de første 30 dage. Det er en smart måde at komme uden om lovgivningen på. Derfor ser vi gerne at politikerne skynder sig med at få lavet en 48 timers regel om betænkningstid, for så bliver pizzaen kold og man kan nå at fortryde, eller også gider man ikke vente på slik i 48 timer,« siger Anja Philip.
»Det kan være med til at få stoppet den her købsadfærd. Småting bør ikke købes på kredit. For det taler lige ind i at starte en negativ gældsspiral og at mange mennesker kommer til at købe meget mere, end de har råd til. Det er alt for nemt og helt uigennemskueligt at få køb en masse småting på afbetaling. Og man mister lynhurtigt overblikket,« slutter formanden for Forbrugerrådet Tænk.