Tusinder af danskere kan miste stemmeret på grund af teknisk detalje
Flere danskere må vente fire år på at få indflydelse, fordi en teknisk detalje fratager dem muligheden for at stemme ved valget.
Har du skiftet adresse på tværs af en kommune- eller regionsgrænse inden for de sidste par dage, risikerer du en lang næse ved valgstederne til dagens valg.
Det skriver DR Nyheder.
Det skyldes, at valgsystemet ikke kan håndtere flytninger tæt på valgdagen, og derfor har alle danskere, der er flyttet til en ny kommune fra den 10. til den 16. november mistet stemmeretten, fremgår det af borger.dk.
Og det kan være flere tusinde danskere, der ender i dén situation.
Sidste år flyttede omkring 5.600 personer over 18 år til et hjem i en anden kommune i netop de dage, skriver DR.
Ekspert: Vi skal sikre, at alle kan stemme
Jens Olav Dahlgaard, der er adjunkt og forsker i valgdeltagelse på Copenhagen Business School, mener, det er et problem for den enkelte, at man på grund af en teknikalitet pludselig får frataget sin stemmeret.
»Vi har et hæderkronet princip om én vælger, én stemme. Det gælder for os alle sammen. Så er der åbenbart en karensperiode, hvor man kan miste sin stemmeret på grund af noget, som egentlig ikke burde diskvalificere dig,« siger Jens Olav Dahlgaard til DR.
Ordningen er til for at sikre, at ingen snyder og stemmer i to kommuner, men eksperten forklarer, at det ville kunne løses, hvis systemerne kunne håndtere flytningerne.
»Vi skal gå langt for at sikre, at alle vælgere kan stemme,« siger han.
Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) siger til mediet, at der ikke er planer om at ændre systemet, men lægger op til, at kommunerne gør mere ud af at informere borgerne om risikoen ved at flytte tæt på valget.