Fortsæt til indhold

Bydelsmødre i Skanderborg værner om demokratiet: »Selvfølgelig skal man stemme«

Samfund
Charlotte Strandgaard

At bruge sin demokratiske ret i dag ved at stemme er en selvfølge for Bydelsmødrene i Skanderborg.

Foreningen består af kvinder, der alle er kommet til Danmark som flygtninge eller indvandrere, og om tirsdagen driver de normalt Kvindecaféen i Højvangen.

Men i dag fulgtes en god del af dem afsted til valgurnerne på Niels Ebbesen Skolen.

»Demokratiet er vigtigt for mig, og jeg føler, at min stemme er vigtig,« siger Iman Suleimann, der oprindeligt kommer fra Irak.

Sammen med 22 andre bydelsmødre var hun i oktober på besøg i Folketinget, hvor kvinderne ud over en rundvisning havde et møde med folketingsmedlem Susan Kronborg.

Også i oktober deltog hun i Demokratidagen i Kulturhuset, og i sidste uge var hun sammen med flere andre bydelsmødre til et vælgermøde i Højvangen, der var arrangeret af Integrationsrådet.

»Det har været godt at snakke med forskellige politikere og på den måde finde ud af, hvad jeg skal stemme på,« siger hun videre.

Bydelsmødrenes forkvinde Shaimaa Al- Atwan erklærer sig enig med Iman.

»Demokratiet er vigtigt – og derfor har jeg altid sørget for at stemme,« siger hun.