Fortsæt til indhold

De konservatives formand jubler efter det bedste kommunalvalg i 36 år

Det Konservative Folkeparti har haft et godt kommunalvalg, og det glæder partiformand Søren Pape Poulsen.

Samfund
af

Det Konservative Folkeparti kan se tilbage på et forrygende kommunalvalg.

Partiets formand, Søren Pape Poulsen, understreger i et opslag på Facebook, at de konservative sågar har fået det bedste kommunalvalg i 36 år.

»Klokken er nu 05.30, og hvor har det været en hektisk aften og nat. Jeg er vanvittigt glad og stolt over resultatet,« skriver Søren Pape Poulsen, der samtidig takker for opbakningen.

Det Konservative Folkeparti gjorde sig da også for alvor positivt bemærket med 11 borgmesterposter og fremgang i 92 ud af i alt 98 kommuner. Og i landets regioner har de konservative også fået fremgang alle steder.

»Næste mål er folketingsvalget,« slutter Søren Pape Poulsen determineret.

”Pape-effekten”

Det eneste malurt i bægeret er selvfølgelig, at borgmesterposten i den ellers konservative højborg på Frederiksberg overraskende gik til Socialdemokratiet – efter hele 112 år med et konservativt herredømme.

Politisk kommentator Noa Redington betegner over for TV 2 Det Konservative Folkeparti som ét af valgets helt store vindere.

»De har samlet borgmesterposter op, hvor man ikke troede, det var muligt,« lyder det fra Noa Redington til TV 2, der bl.a. henviser til Kolding Kommune, hvor mange ellers regnede med, at kampen om borgmesterkæden udelukkende stod mellem SF og Venstre.

Men også i Rudersdal, Dragør og Bornholm gik borgmesterembedet denne gang til de konservative.

»Konservatives landspolitiske fremgang har uden tvivl smittet af på vælgerne, hvilket man også kan se på den måde, sejrene er jævnt fordelt over landet,« siger Noa Redington, der deklarerer de konservatives fremgang med ordene: “Pape-effekten”.