Fortsæt til indhold

Ejerne af Hasnæs Trykkeri dyrkede golfen og blypladerne som en familie

Ægteparret Birgit og Palle Rasmussen voksede op i Aarhus og endte som bogtrykkere i Ebeltoft. Nu bor de i plejebolig. Vi fortæller deres historie.

Samfund
Lone Riff Alsted, Pædagog på Søhusparken.Redigeret af Kian Johansen

Birgit og Palle Rasmussen er begge vokset op på Frederiksbjerg i Århus. De er også begge døbt i samme kirke nemlig Sct. Lukas kirke i Århus.

I dag bor de i en af plejeboligerne i Søhusparken i Ebeltoft og Palle var kendt som byens bogtrykker.

Men det var en aften i DSU der førte de to sammen i 1954. Det vender vi tilbage til.

Området Ebeltoft hed i gamle dage Hasnæs Herred. Jeg var med i Hasnæs Od Fellow logen og her blev der lavet en afstemning om navnet på forretningen, som så blev Hasnæs Tryk.
Palle Rasmussen

Birgit gik i en ren pigeskole i syv år, hvorefter hun kom i købmandslære i fire år. Derefter fik hun arbejde på kontor hos Kampmann Møller & Herskind, der solgte kul, koks og olie.

Palle gik i en blandet pige og drengeskole også kun i syv år. Han var ellers meget dygtig i skolen, fik 5 ug’er til sin afgangseksamen.

Men hans forældre sagde, at han skulle ud og have en læreplads. De bestemte også, at det skulle være som typograf.

Han startede et år som bydreng ved Århus Stift bogtrykkeri og kom derefter i lære i fem år samme sted.

Efter uddannelsen fik den nyudlærte typograf arbejde på Århus Stifts bogtrykkeri.

Birgit møder Palle

Birgit var aktiv i DSU, (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, red.) og det var her, at Palle traf Birgit i 1954. De faldt for hinanden og siden har de været sammen.

En dag kom der indkaldelse fra militæret, Palle skulle til Itzhoe i Tyskland for den danske kommando. Her var han i halvandet år og i den periode så Birgit og Palle ikke hinanden så ofte. Kun når konebussen kørte til Itzehoe, så fik de lov til at være sammen i halvandet døgn.

30. marts 1957 blev de gift og flyttede sammen på et pensionat i Åbyhøj.

Lidt senere fik de en toværelses lejlighed på Trøjborgvej i Århus. Den 26. september 1957 blev deres første barn født ved en hjemmefødsel. Det blev en dreng og han fik navnet Steen.

Typografen arbejdede nu ved Linde Tryk, efter at han var kommet tilbage fra militæret.

Men her var han kun i 3 måneder og så kom han tilbage til Århus Stifts Bogtrykkeri. Han havde nogle meget lange arbejdsdage.

Den ene uge fra klokken 06.00 morgen til klokken 18.00. Ugen efter fra klokken 18.00 til 06.00. Og så var det ikke altid at han havde fri derefter, der kunne sagtens være ekstraopgaver uden for arbejdstiden. Så det var ikke meget, at Palle så til sine børn da de var små.

Til Holstebro og Grenaa

I 1961 blev datteren Mette født og familien flyttede til Holstebro, for Palle blev tilbudt et job som leder af et trykkeri.

Aftalen blev, at Birgit gik hjemme og passede børn.

Efter halvandet års tid flyttede familien til Grenaa, for Palle fik arbejde på Wehls kontor og familien bosatte sig i eget hus.

Efter et stykke tid overtog han sammen med en kollega, resterne af et trykkeri i Grenå og her arbejdede de sammen i ni år. I den periode arbejde Birgit på et kontor ved Grenå/Hundested færgen, samt på trykkeriet.

I tiden hvor de boede i Grenå, fik de tilbudt at lave tryk af plakater og programmer til Molsrevyen som opførtes i Femmøller på badehotellet, der hvor der i dag er efterskole.

I den forbindelse kom de i kontakt med mange kendte mennesker blandt andet Simon Rosenbaum, Daimi, Birgit Lystager, Elga Olga og mange flere.

Hasnæs Tryk

Efter en tid på trykkeriet i Grenå, trak Palle sig ud af dette partnerskab og i 1973 startede han op for sig selv med Hasnæs tryk Ebeltoft, som dengang lå der, hvor Lorentsens Vinforsyning ApS ligger i dag.

Men hvorfor hedder det Hasnæs Tryk?

»Området Ebeltoft hed i gamle dage Hasnæs Herred. Jeg var med i Hasnæs Od Fellow logen og her blev der lavet en afstemning om navnet på forretningen, som så blev Hasnæs Tryk,« fortæller Palle med et smil.

Birgit passede kontor og hjalp til i bogbinderiet. Sønnen Steen kom i lære ved trykkeriet. Familien fik en opgave af Jytte Andersen om at trykke Ebeltoft Julemærke. Der var mange opgaver, det hele gik godt og lige pludselig var der seks mand ansat.

Køerne før trykkeren

Familien startede med at bo i en fremlejet lejlighed oven på banken i Jernbanegade. Senere købte de et lille bondehus i Grønfeld, men her boede de kun godt et år. Der var nemlig altid problemer med vandet.

»Om sommeren kunne vi ikke blive vasket, for det var vigtigere at køerne i landsbyen fik vand først. Så vi måtte ind på badehotellet i Femmøller og hente vand ved Mikkelsen,« husker Palle Rasmussen.

I 1983 flyttede trykkeriet til Strandgårdshøj 10A og familien bosatte sig samme sted.

Dengang satte man blysats-bogstaver i en ramme og så ind i maskinen, for til sidst at komme ud på papir i den anden ende. Med tiden gik man fra at bruge bly til fotografisk opsats. Da computerne begyndte at vinde indpas, begyndte datteren Mette også at arbejde i trykkeriet. Hele familien arbejdede sammen i firmaet indtil 2001, hvor Palle og Birgit valgte at gå på pension og trykkeriet blev solgt.

Så flyttede de til Strandparken nr. 1 i et lille rækkehus

Golf på Jersey

I mange år inden de gik på pension, havde de begge to været aktive golfspillere. Palle startede i 1971 0g Birgit i 1984. Palle var i et år formand for golfklubben i Ebeltoft og Birgit stod for dameholdet om tirsdagen.

De har begge været med til mange golfturneringer og selv lavet golfrejser til Jersey Island og Cornwall i England samt steder i Tyskland.

En tur til Silkeborg kurbad sammen med slagter Jens Adamsen og kromanden John Eriksen er blandt højdepunkterne. Flere rejser til Mallorca er det også blevet til. Dog kun en gang til grisefest.

»Det var ikke lige os,« lyder det smilende fra ægteparret.

En anden yndet hobby som Palle havde, var at male og tegne. Han har lavet en del malerier, som han både har solgt og foræret væk og andre har de selv beholdt i familien.

Bil og bus

Birgit og Palle var glade for at bo i Strandparken hvor de boede fra 1991 til 2019, men med tiden kunne de ikke klare sig selv længere og besluttede at sælge og flytte til Søhusparken.

De to har købt sig en lille bil, så de på egen hånd kan komme ud og køre.

I hverdagen hygger de sig med hinanden i deres lille lejlighed, og datteren besøger dem ofte. Af og til deltager de i nogle af de forskellige aktiviteter som Søhusparken kan byde på, blandt andet når alle skal på en fælles tur ud af huset med Søhusparkens lille bus.