Milepæl er nået: Nu er 90 procent af midtjyderne blevet vaccineret
9 ud af 10 midtjyder over 12 år har takket ja til vaccination mod corona.
Region Midtjylland har nu nået en markant milepæl i bekæmpelsen af coronasmitte.
90 procent af borgerne i Region Midtjylland fra 12 år og op nu vaccineret mod COVID-19, og det har været Sundhedsministeriets officielle målsætning.
»Tusind tak for opbakningen til de mange borgere, der er vaccineret. I hjælper os med at holde smitten nede og sikre, at hospitalerne har kapacitet til at behandle de borgere, der har behov for behandling,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.
Regionen opfordrer samtidig stærkt de resterende, der er inviteret, til at lade sig vaccinere.
Milepælen blev tirsdag fejret med kaffe og kage til de ansatte ved vaccinestederne
Første COVID-19 vaccine blev givet 27. december 2020 til en plejehjemsbeboer. Siden er vaccinationsindsatsen øget i takt med at regionen har fået flere vaccindoser leveret.
»Målet kunne ikke være nået uden en kæmpe indsats fra vaccinestederne. Deres medarbejdere har knoklet for at sikre alle inviterede borgere let adgang til vaccination. Derfor fejrer vi, at målet er nået,« siger Anders Kühnau.