Fortsæt til indhold

Uenighed om coronavaccine til børn kan puste til skilsmisse-konflikter: »Jeg er overbevist om, vi vil se flere sager«

Børne- og familieorganisationer får flere henvendelser om konflikter i skilsmissefamilier om, hvorvidt et fælles barn skal vaccineres mod corona. Derfor vil organisationerne have politikerne til at ændre reglerne.

Samfund
sbl

»Jeg kan godt forstå, der er forældre, der synes, det er en svær beslutning.«

Sådan sagde vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst, da hun på et pressemøde i fredags kom med udmeldingen om, at styrelsen nu anbefalede at vaccinere børn ned til femårsalderen.

For de familier, hvor forældrene ikke længere er sammen, kan den beslutning imidlertid være endnu vanskeligere - for hvordan forholder man sig til vaccinespørgsmålet, hvis én forælder er for at få sit barn vaccineret, men den anden nægter?

Og det spørgsmål er begyndt at fylde hos danske skilsmissefamilier. Familieretshuset, en instans under Statsforvaltningen, der varetager skilsmisser, melder en markant stigning i henvendelser om uenighed om vaccination siden fredagens pressemøde.

Det skriver DR.

Børne- og familieorganisationerne Foreningen Far, Landsforeningen for Børn samt Børns Vilkår oplever også, at flere forældre kontakter dem i forbindelse med vaccine-konflikter.

»Vi har allerede set de første sager, og jeg er overbevist om, at vi kommer til at se flere,« siger Jesper Lohse fra Foreningen Far til mediet.

Vaccineret bagom ryggen

Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer, så skal begge forældre give samtykke til en vaccination, hvis barnet er under 15 år, og forældrene deler forældremyndigheden. Ellers kan barnet i princippet ikke vaccineres.

Men sådan er det ikke nødvendigvis i praksis. Én forælder kan godt bestille tid til at få barnet vaccineret, og vaccinationsstederne kræver kun, at en enkelt forælder møder op sammen med barnet, skriver DR.

Den detalje kan få konflikterne til for alvor at blusse op, da det medføre en frygt for, at den ene forælder vælger at få barnet vaccineret bag om ryggen på den anden.

»Vi opfordrer myndighederne til at tage et større ansvar, når det kommer til at undgå de her konflikter. De burde overveje, om deres system fungerer ordentligt og som minimum kræve, at begge forældre giver samtykke via Nem-ID. Der er nogle, der er så uenige, at de har svært ved overhovedet at ringe og tale sammen, og for dem ville det gøre en stor forskel,« siger Ida Hilario Jønsson, der er børnefaglig konsulent i Børns Vilkår til DR.

I Danmark ser man, at der er størst skilsmissehyppighed blandt ægtepar med fælles børn, når det yngste barn er fem år, viser tal fra Danmarks Statistik.

I 2019 blev 1,9 pct. af ægtepar med yngste barn på fem år skilt, og skilsmissehyppigheden falder jævnt herefter. Godt hver tredje skilsmisse blandt par med fælles børn sker, inden yngste barn er fyldt ti år.