Sneen er landet: DMI varsler gener for trafikanterne
Onsdagens morgentrafik er ramt af vådt - og nogle steder hvidt - vejr, der giver gener for trafikanterne.
Der er ikke meget hygge over december-vejret, som vi onsdag gik ind i første dag i julemåneden.
Temperaturen er lav, vinden river, og der er masser af nedbør i form af regn og flere steder sne onsdag morgen.
Nedbøren kan netop være med til at skabe gener for trafikanterne i onsdagens morgentrafik, vurderer Danmarks Meterologiske Institut, DMI.
Meterolog Bolette Brødsgaard skriver på DMIs hjemmeside under overskriften ’Øv for en onsdag - tøsne, regn og blæst’:
»Det er sikkert, at der kommer meget nedbør og blæst, men om det bliver slud, tøsne, sne eller regn er lidt usikkert. (...) Den hvide nedbør vil give plørede og glatte veje til gene for trafikanterne. Så hold øje med vejret, hvis du skal ud i dag,« lyder opfordringen.
Ifølge DMI spreder tøsne, regn og slud sig fra sydvest til hele landet, men den sydlige del vil gå over til at få regn i løbet af dagen. Vinden er jævn til hård med kuling ved kysterne, og der er stedvis rim- og sneglatte veje.
Varsler op til 20 cm sne
DMI udsendte tirsdag et varsel om snestorm i flere dele af landet i dag med risiko nogle steder for op til 10 til 20 cm sne og vindhastigheder på mellem 10 og 15 sekundmeter. Onsdag morgen er DMIs varsel fortsat et såkaldt Kategori 2-varsel, der betegnes som ”farligt vejr”:
»Vær forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning. Følg myndighedernes råd, og vær ekstra opmærksom, når du færdes ude. Følg vejrudviklingen på dmi.dk.«