Salling skal betale kæmpebøde: Har handlet mod overenskomst i over 25 år
Aarhusianske Salling Group, der står bag butikskæder og supermarkeder som Føtex, Bilka, Netto, Salling og BR, er ved Arbejdsretten tilkendt en bod på 500.000 kr. for ikke automatisk at udbetale overarbejde til medarbejdere - modsat hvad overenskomsten siger.
I mere end 25 år har Salling Group, organisationen bag Føtex, Netto, Bilka bl.a., ikke fulgt overenskomsten, når det kommer til medarbejdernes overarbejde. Og det koster nu virksomheden 500.000 kr.
Det har Arbejdsretten afgjort tirsdag i en sag mellem fagforeningen HK Handel og Salling Group, der har hovedsæde i Brabrand.
»I HK Handel er vi selvfølgelig meget glade for Arbejdsrettens dom. Som fagforening er det afgørende for os, at de overenskomster vi indgår også føres ud i livet i virksomhederne,« siger Mette Høgh, formand i HK Handel i en pressemeddelelse.
Udbetalte ikke overarbejde
Kernen i sagen er Landsoverenskomsten for butikker mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og HK Handel - eller Butiksoverenskomsten, som den også kaldes.
Her står der blandt andet anført i §1, stk. 6, pkt. B:
”Såfremt medarbejderen ønsker det, og virksomheden accepterer det, kan overarbejde afspadseres”, men udgangspunktet er, at overarbejde udbetales.
Det er dette princip, som Salling Group har vendt om, så medarbejderne skulle anmode om at få de ekstra timer udbetalt.
Og det er altså nu ved Arbejdsretten blevet afgjort som værende i strid med overenskomsten og udløser derfor en bøde for virksomheden på 500.000 kr.
»Arbejdsretten har med dagens dom vist, at de tager håndhævelsen af overenskomster særdeles alvorligt. Dommen gør det samtidig tydeligt for arbejdsgiverne, at de skal gøre det samme,« siger Mette Høgh fra HK Handel i pressemeddelelsen.
Opdaget ved IT-møde
Ifølge sagsfremstillingen er tvisten startet i 2018, da en repræsentant for HK Handel er til møde om et nyt IT-systen i Salling Group og her bliver gjort opmærksom på, at systemet var indstillet til, at overarbejde skulle afspadseres. Repræsentanten gjorde opmærksom på, at det var i strid med Butiksoverenskomsten og indkaldte til fællesmøder, men uden resultat.
Ifølge sagsfremstillingen havde Salling Group påpeget, at de i over 20 år havde haft dén praksis - uden påtale fra fagforeningen, og der med var der opstået en såkaldt kutyme. En kutyme, som - ifølge Salling Groups argumentation - ”alle medarbejdere har været tilfredse med”.
Den udlægning var fagforeningen ikke enig i, og da de indgav sagen for Arbejdsretten i 2020, ændrede Salling Group sin praksis, fremgår det af sagsfremstillingen.
Fagforeningens argumentation over for Arbejdsretten påpegede blandt andet, at Salling Groups praksis var til ”ugunst for medarbejderne”, for det krævede aktiv handling at få overarbejdet udbetalt, og fremhæver, at en undersøgelse, de foretog, viste, at 20-25 procent af medarbejderne fortsat valgte afspadsering, mens resten fik overarbejdet udbetalt i stedet.
Det fokuserede Arbejdsretten også på i afgørelsen, at netop et mindretal ønskede at bibeholde kutymen, og at Salling Group ikke har godtgjort, at ordningen ikke var ugunstig for medarbejderne. Samtidig var HK Handel ikke ikke orienterede eller havde godkendt den ordning.
Salling Group er ifølge HK Handel den største virksomhed i Dansk Erhverv, som er omfattet af Butiksoverenskomsten.
Salling: »Vi har aldrig forsøgt at skjule den praksis«
Salling Group har ikke ønsket at medvirke i et interview med Lokalavisen.dk, men presseansvarlig Jacob Krogsgaard Nielsen svarer skriftligt i en mail på en række spørgsmål.
Hvad er jeres reaktion på afgørelsen?
»Det har været en praksis, vi har benyttet gennem mere end 25 år – og en praksis, vi ikke har forsøgt at holde skjult. Udgangspunktet har altid været afspadsering ved overarbejde, men udbetaling har kunnet aftales individuelt mellem os og medarbejder for at give medarbejderen størst mulig grad af medbestemmelse over overarbejdstid.«
Når ’kun’ en fjerdedel af 1.500 medarbejdere ønsker at fortsætte med den her praksis, hvorfor har I så indtrykket af, at alle medarbejdere har været tilfredse med ordningen?
»Det er som nævnt en kutyme, vi aldrig har forsøgt at skjule, og den har altid været alment kendt for alle medarbejdere, ledere og ikke mindst tillidsrepræsentanter.«
Får denne afgørelse jer til at gennemse andre eventuelle kutymer, som endnu ikke har været drøftet?
»Vi tager Arbejdsrettens dom til efterretning.«