Fortsæt til indhold

Ekstra muligheder i weekenden: På disse skoler kan du blive testet

Ekstra testmuligheder i Aarhus Kommune denne weekend som følge af de høje smittetal.

Samfund
jwh

Der bliver i denne weekend, 4. og 5. december, skruet op for antallet af testmuligheder i Aarhus Kommune, da de høje smittetal har øget presset på kommunens testkapacitet.

Det oplyser Aarhus Kommune på Facebook.

På Skødstrup Skole, Tilst Skole, Solbjergskolen og Bavnehøjskolen bliver der således åbnet op for kviktest.

Det sker efter flere dage i træk med over 200 daglige smittetilfælde i Aarhus - torsdag var tallet endda 301, hvilket er det højeste antal smittede i løbet af et enkelt døgn i år i Aarhus. Det seneste døgn er der blevet konstateret 214 tilfælde i Aarhus. Det betyder, at incidensen i øjeblikket er 433, hvilket er over den fastsatte grænseværdi.

På landsplan oplyser Statens Serum Institut, at der det seneste døgn er blevet registreret 4.559 tilfælde af covid-19 blandt de 196.932 PCR-prøver, der er blevet foretaget. Antallet af indlæggelser er steget med 22 til 449 på landets hospitaler. 57 patienter ligger på intensivafdelinger, hvoraf 32 ligger i respirator. Der har det seneste døgn været 15 coronarelaterede dødsfald.