Fortsæt til indhold

Få overblikket: Håndværkerfradraget fjernes og gratis tandlægehjælp

Den samlede finanslov for 2022 blev præsenteret i Finansministeriet klokken 11.30. Få de vigtigste pointer her.

Samfund
af

Den samlede finanslov for 2022 blev præsenteret i Finansministeriet klokken 11.30. Og anført af finansminister Nicolai Wammen (S) blev den næste års finanslov fremlagt.

Aftalen om den længe ventede finanslov faldt på plads ved midnat og er indgået mellem regeringen og SF, de radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne.

Dermed er det blevet til en rød finanslov, eftersom ingen borgerlige partier er med i aftalen.

Fjerner håndværkerfradrag

Søndag blev der allerede præsenteret en delaftale for finansloven. En såkaldt coronavinterpakke, hvor der er afsat en milliard ekstra kroner til et hårdt presset sundhedsvæsen.

Det er også på forhånd blevet til en aftale på det grønne område.

Men på et pressemøde i Finansministeriet mandag blev det bl.a. fremlagt, at håndværkerfradraget nu bliver fjernet. Det kunne Wammen meddele.

Der er behov for en opbremsning i byggebranchen, lød det på pressemødet.

Fradraget bliver fjernet fra 1. april næste år. Det vil dog stadig være muligt at trække serviceydelser som rengøring og børnepasning fra i skat.

Men danskerne kan fremover ikke bruge håndværkerfradraget til håndværkerydelser.

Håndværkerfradraget har ellers gjort sig gældende siden 2011.

»Børnenes finanslov«

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, kaldte finansloven for »børnenes finanslov« og kunne bl.a. berette, at der bliver givet flere penge til fødselsområdet og børnehaverne.

Klasseloftet for børn i 0. til 2. klasse bliver desuden sænket til 26 elever, fortalte Pia Olsen Dyhr.

Og der bliver mulighed for at børn kan vente et år med at komme i skole, hvis de ikke føler sig parate til at forlade børnehaven.

Gratis tandlæge for 18 til 21-årige

Tandlægebesøg bliver gratis for unge op til 21 år.

Det fortalte Enhedslistens Mai Villadsen.

Villadsen var også særligt tilfreds med at kunne meddele, at der sættes en stor sum penge af til fødeområdet.

Ifølge TV 2 afsættes der 100 millioner kroner til fødselsområdet. Et beløb, der stiger til 150 millioner kroner frem mod 2025.

De radikales leder Sofie Carsten Nielsen var bl.a. tilfreds med de »kæmpestore grønne beslutninger«, som også var en del af den nye finanslov.

»Vi er også tilfredse med, at vi nu sætter ind over for trivselskrisen for vores børn. Der skal være nok voksne til at hjælpe børnene, når de kommer i fritidsordningerne. Det sætter vi penge af til nu,« lød det fra Sofie Carsten Nielsen ifølge TV 2.

Opdateres ...