Statsministeren varsler flere restriktioner forud for pressemøde onsdag
I et opslag på Facebook varsler statsminister Mette Frederiksen (S) flere tiltag i kampen mod corona. Samtidig annoncerer statsministeren et pressemøde onsdag klokken 20.30.
Det var på et pressemøde tirsdag, at den indledende kommentar fra Anette Lykke-Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed lød således:
»Vi har nu samfundssmitte med Omikron.«
Helt konkret betyder det, at smitten nu breder sig i flere kæder i samfundet, og at myndighederne derfor ikke længere relaterer Omikron-smitten herhjemme til én enkel smittekæde.
Det betyder også, at nære kontakter til nære kontakter til en person smittet med corona nu ikke længere skal isolere sig. Du kan læse mere om gårsdagens pressemøde her.
Tidligere på dagen havde direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, luftet tanken om, at man herhjemme helt bør overveje at lukke nattelivet set i lyset af de stigende smittetal. Det lod han forstå overfor Jyllands-Posten tirsdag.
»Sådan noget som nattelivet og indendørs servering af alkohol til sent var noget af det sidste, der blev åbnet, og det er da bestemt noget af det, man bør overveje at begrænse af hensyn til smittespredningen,« sagde Søren Brostrøm.
Direktøren understregede dog samtidig, at det trods alt er en politisk beslutning – også altså ikke op til Sundhedsstyrelsen at diktere. Men det er netop den nye variant Omikron, der vækker bekymring hos Brostrøm.
Varsler flere tiltag
Mandag annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S) i et Facebook-opslag, at hun forventer, at regeringen vil holde et pressemøde onsdag aften klokken 20.30.
På Facebook skriver statsministeren:
»Lige nu følger vi udviklingen med corona helt tæt. Det ser igen bekymrende ud. Smitten er høj, og der er mange indlagte på landets hospitaler. Dertil kommer den nye variant, Omikron, som spreder sig uhyggeligt hurtigt.«
»Vi har allerede skruet op for vaccineindsatsen, indført coronapas og mundbind. Men det er myndighedernes vurdering, at der er behov for flere tiltag – blandt andet for at forsinke udbredelsen af den nye variant,« skriver Mette Frederiksen (S).
Samtidig kom hun med en klar opfordring til alle, der har bestilt tid til et tredje vaccine stik: Forsøg så vidt muligt at fremrykke tiden.
»I det hele taget: jo flere, der vaccineres, jo hurtigere – jo bedre er det. Uanset om det er 1., 2. eller 3. stik,« skriver statsministeren.
Frygter total nedlukning
Hos Dansk Erhverv frygter direktør Brian Mikkelsen, at Mette Frederiksens opslag på Facebook i værste fald er et tegn på en total nedlukning.
Lige nu afventer Dansk Erhverv onsdagens pressemøde og selvfølgelig Epidemiudvalgets beslutning.
Men skulle det ende med endnu en større nedlukning, vil det potentielt kunne få alvorlige konsekvenser for erhvervslivet. Sådan siger Brian Mikkelsen til Ekstra Bladet.
»Jeg synes ikke, vi skal lukke noget som helst ned i det danske samfund. Vi har håndteret coronasituationen rigtig godt. Hvis man begynder at lukke endnu mere ned, så mister man legitimiteten bag beslutningerne,« siger Brian Mikkelsen.
»Vi har i forvejen indført hårde restriktioner i samfundet. Vi har mundbind og coronapas, og det skal vi fortsætte med, fordi vi sammen bekæmper corona. Men vi skal ikke begynde at lukke forretninger og virksomheder ned. Det koster arbejdspladser. Og det koster velfærd,« siger han.
Ifølge TV2’s politiske redaktør, Hans Redder, er Folketingets sundhedsordførere indkaldt til møde i morgen onsdag klokken 12.15, og der vil efterfølgende være møde i Epidemiudvalget, skriver han på Twitter.
Enhedslistens coronaordfører Peder Hvelplund har over for Ritzau bekræftet, at ordførerne er indkaldt til møde onsdag.
Det var en kedelig rekord, Danmark slog tirsdag.
6.324 nye smittede på et døgn er det hidtil største antal nye smittede målt under hele pandemien.