Fortsæt til indhold

Reaktionerne vælter ind efter meddelelsen om Lars Høghs bortgang

Reaktionerne fra en dansk fodboldverden i sorg strømmer ind efter meldingen om OB-legenden Lars Høghs død.

Samfund
af

Den tidligere fodboldmålmand Lars Høgh er onsdag død efter længere tids kræftsygdom. Det kunne hans familie oplyse onsdag aften i en mail til bl.a. Ritzau. OB-legenden Lars Høgh blev 62 år.

“Det er med ubeskrivelig sorg, at vi må meddele, at vores højt elskede, livsglade og altid positive Lars er sovet stille ind her til aften,” skriver familien i mailen.

Den tidligere OB-keeper nåede at spille 817 kampe for det fynske tophold og blev danmarksmester i både 1977, 1982 og 1989.

Lars Høgh har måske nok stået en smule i skyggen af Peter Schmeichel på det danske landshold, men Høgh nåede alligevel at få sine optrædener i rødt og hvidt – bl.a. ved VM i 1986.

Lars Høgh stoppede sin aktive karriere tilbage i 2000. I 2007 blev han til gengæld målmandstræner på landsholdet. Høgh har også været tilknyttet i en lignende rolle i Brøndby.

Reaktionerne vælter ind

I november stod det klart, at kampen mod kræften aldrig ville vindes. Lars Høgh oplyste på daværende tidspunkt, at han nu fik livsforlængende behandling.

På sociale medier vælter reaktionerne nu ind efter nyheden om Høghs bortgang. OB-legenden bliver med andre ord hyldet af hele den danske fodboldverden.

På Twitter skriver OB:

”Det er med stor sorg, at vi her til aften har modtaget meldingen om, at Lars Høgh er gået bort. Lars Høgh er en legende i OB’s historie. En af de allerstørste, der nogensinde har repræsenteret klubben, og et ikon for rigtig mange fodboldfans og fynboer. Æret være hans minde.”

På Dansk Boldspil-Unions Twitter-profil står der:

”Lars Høgh er gået bort. Vi har mistet en stor personlighed, en kær kollega, en god ven og mest af alt et helt fantastisk menneske. Alle tanker til Lars’ familie i denne svære tid. Æret være Lars Høghs minde.”

I Champions League-studiet på TV3+ onsdag aften sagde den danske landsholdslegende Preben Elkjær bl.a.:

»Først og fremmest var han en fremragende målmand. Han var en fantastisk person. Udover fodbolden bekymrede han sig om, at folk havde det godt. Lars sad altid klar og snakkede med dem, der måske havde det svært på landsholdet. Der findes ikke et menneske, der ikke synes, han var fantastisk,« siger Preben Elkjær ifølge B.T.

Også nuværende danske fodboldspillere, som har arbejdet tæt sammen med Lars Høgh på landsholdet hylder den tidligere målmand.

“Hvil i fred, Lars. Alle mine tanker går til din kære familie.”

Sådan skriver AGF’s målmand Jesper Hansen i en “story” på sin Instagram-profil.

Fodboldkommentator hos DR Andreas Kraul hylder også Lars Høgh på Twitter.

“Lars Høgh er død. Den sidste bold er sparket til målmandstræningen med hans smil og livsglæde som afsender. Jeg er taknemmelig for at have kendt ham. Alle tanker til familien. Ære være hans minde.”

I Brøndby hylder man også Lars Høgh på Twitter:

Den folkekære fynbo fik i 2018 konstateret kræft i bugspytkirtlen.

Tidligere i december blev han optaget i Fodboldens Hall of Fame.