Se video: Kronprins Frederik åbner det nye campus i Gellerup
Onsdag eftermiddag slog det nye Sports- og Kulturcampus dørene op i Gellerup, hvor der til åbningen var royalt besøg.
Regn og slud landede på forruden af den sorte Mercedes, da den trillede ind langs kantstenen ved Verdenspladsen i Gellerup onsdag eftermiddag. Åbningen af et nyt samlingssted - et storts- og kulturcampus bød på fine besøg.
Blandt andre stod borgmester Jacob Bundgaard (S) og rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV), i det stride decembervejr og ventede på kronprins Frederik, der trådte ud fra bagsædet af Mercedesen; åbningsceremoniens hovedperson.
Et årti er gået, siden de første spadestik til Sports- og Kulturcampus blev taget. Og onsdag 8. december stod det store hus, der indeholder et bevægelseshus med klatrevægge, et bibliotek og en multisal, klar til at blive vist frem. Senere kommer der ligeledes et familiebad og en skole.
Kvaliteter og udfordringer
I Bevægelseshuset blev der budt velkommen af Jacob Bundsgaard, imens det enorme rum var dækket af træpaneler med små kroge til mere eller mindre frygtløse klatrere.
»I dag åbner det nye smukke campus, og lige om lidt slår vi også dørene op for en helt ny skole herovre ved siden af. Den åbner efter planen i 2025. Så der kommer til at ske rigtig meget mere i Gellerup og Toveshøj,« lød det blandt andet i borgmesterens tale.
»For Gellerup er en bydel med sin egen identitet, egne kvaliteter og egen særlige stemning. Men det er også og har været en bydel med udfodringer. Og derfor har vi hele tiden taget nye skridt i at skabe de bedste muligheder for dem, der vokser op her i hjertet af Gellerup,« fortsatte han.
Efter talen blev kronprins Frederik inviteret til at ”åbne” huset ved at skrue et klatreelement fast på væggen. Og så fik han ellers en rundtur i det nye campus.
Det er Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening, der sammen står bag Sports- og Kulturcampus. Til at realisere projektet har der været flere samarbejdspartnere - blandt andre A.P. Møller Fonden og Købmand Herman Sallings Fond.