Fortsæt til indhold

Favrskov Forsyning vil skabe mindre affald i stort EU-projekt

Favrskov har særligt fokus på genbrugspladserne, så borgerne vil her møde en række nye initiativer.

Samfund
gs

I de næste otte år vil borgerne i Favrskov nok opleve en del nye tiltag på genbrugspladserne i kommunen. Favrskov Forsyning har nemlig fået bevilliget 5,5 millioner som en del af Regions Midtjyllands nye, store EU-projekt.

Projektet har fokus på forebyggelse af affald og cirkulær økonomi og har i alt 40 deltagere, der hver især byder ind med en indsats, der skal skabe mere genbrug og genanvendelse og mindre affald.

Vil knække kurve

I Favrskov vil der særligt være fokus på genbrugspladserne, hvor der vil blive igangsat nye initiativer og tilbud indenfor reparation, upcycling, genbrug og cirkulær økonomi. Målet er at nedbringe forbruget og især affaldsmængderne. For i EU ligger Danmark helt i top, når det kommer til mængden af affald per borger, og i Favrskov genererer hver borger også mere affald per borger end gennemsnittet på landsplan.

Vi har behov for initiativer, der integrerer den cirkulære økonomi i lokalsamfundet, så vi kan knække den stigende affaldskurve i Favrskov Kommune.
Sara Funch, direktør i Favrskov Forsyning

»Vi har behov for initiativer, der integrerer den cirkulære økonomi i lokalsamfundet, så vi kan knække den stigende affaldskurve i Favrskov Kommune. Det vil vi meget gerne finde løsninger til, og hermed bidrage til den bæredygtige omstilling af lokalsamfundet,« siger Sara Funch, direktør i Favrskov Forsyning, i en pressemeddelelse.

Upcycling og genbrug

I projektet skal genbrugspladserne inddrages, så der bliver sat fokus på nye koncepter og samarbejder med lokale partnere, der skal ændre vores opfattelse af affald, og hvordan genbrugspladsen anvendes:

»Vi håber, at projektet kan bidrage til at gøre cirkulær økonomi mere håndgribeligt og anvendeligt for vores borgere. En mulighed for at man kan ”gå til genbrug” på genbrugspladserne, for eksempel ved at få hjælp til at reparere sine ting på et reparationsværksted, deltage i arrangementer, hvor du kan upcycle og genbruge ting – og i det hele taget give borgere muligheder for at deltage i den grønne omstilling og den cirkulære økonomi,« fortæller Mette Raaschou, projektleder i Favrskov Forsyning.

Og netop den grønne omstilling går godt i tråd med Favrskov Forsynings strategi:

»Vi har et skarpt fokus på at blive en bæredygtig forsyning. Og på affaldsområdet bliver vi det ikke uden borgernes deltagelse. Derfor bygger projektet i høj grad på involvering af borgere og lokale partnere, og vi glæder os til at se, hvilke spændende initiativer og løsninger vi får i fremtiden,« siger Sara Funch.