Fortsæt til indhold

Kø ved Coop365 åbning i Hammel

Med goodiebags og balloner blev forventningsfulde kunder budt velkommen til Hammels "nye" forretning Coop365.

Samfund

For anden dag i træk trak en Hammel-butik lang kø foran butikken, før dørene blev slået op.

Torsdag gjaldt det Normal - fredag er det Coop365, som slog dørene op.

Der er tale om Fakta, som er blevet moderniseret og forvandlet til det nye koncept Coop365.

»Godmorgen Hammel. Er I klar? Super dejligt at se så mange mennesker - det er fantastisk med den opbakning,« sagde butikschef Kristian Skytthe i morgenens klokken-otte-mørke, før han bød de omkring 75 ventende kunder indenfor.

Kom med på en lyn-tur gennem den nye butik. Video: CSJ

Den største umiddelbare forvandling, når man træder ind i butikken, er dels, at alle hylder er vent på tværs af butikken fremfor på langs, som tidligere. Dels har frugt og grønt-afdelingen og fersk-varer ændret look. Her er eksempelvis kommet en stor køler med færdigretter. Desuden har 700 nye varenumre fundet vej til butikken - de 200 af dem er økologiske.

En flot genåbning

Med goodiebags til de første 50 kunder og en ballon-oppyntet butik var den gode stemning sikret.

De mange kunder spredte sig nysgerrigt og hurtigt ud i butikken, mens kakaomælk og gifler på tilbud blev kastet i kurven i forbifarten. Flere kastede ligeledes et »tillykke Kristian« efter den nye butikschef, før de hastede videre ind i forretningen.

Omkring 75 mennesker nåede at stille sig i kø, før dørene blev slået op klokken 8 fredag morgen. Foto: CSJ

Kristian Skytthe er glad for det fine fremmøde på åbningsdagen:

»Det var det, som vi håbede på. Så det er rigtig dejligt. Det er ikke helt samme tilstande som ved Normal i går, men jeg synes, at det her er flot for en genåbning,« siger han med et smil og hentyder altså til den overvældende interesse for butikskæden Normal dagen i forvejen.

Kristian Skytthe bød de ventende kunder velkommen. Foto: CSJ

Tårnhøje standarder

Kristian Skytthe, som selv er fra Hammel, forventer sig meget af byens nye, og Favrskovs eneste, Coop365.

»Jeg forventer, at vi kan få boostet den her forretning til et virkelig godt niveau. Med den her start, så er jeg sikker på, at det nok skal ske,« siger han.

Hvad kan kunderne forvente sig af denne butik?

»Tårnhøje standarder og glade, engagerede medarbejdere. Det tør jeg godt sige med mine 15 års detail-erfaring. Og hvis noget som helst ikke lever op til kundernes forventning, skal de endelig komme og sige det.«

I Kristian Skytthes måde at drive forretning på har medarbejder-trivsel desuden høj fokus:

»Det er jo medarbejderne som, sammen med mig, skal drive det her. Hvis de skal kunne levere på et højt niveau, så skal de også have et godt arbejdsmiljø.«