»De fortjener en kæmpe ros«
Traditionen tro har der også i år været julebanko på Tagdækkervej i Hammel. Arrangøren er meget taknemmelig for støtten fra de lokale forretningsdrivende hertil.
På tiende år har rehabiliteringstilbuddet Tagdækkervej i Hammel holdt fast i at lave julebanko for stedets borgere. Tagdækkervej er et rehabiliteringstilbud for voksne med senhjerneskade.
I torsdags skulle ”slaget” så stå. På trods af corona-restriktioner var humøret strålende hos de i alt 42 borgere, pårørende og personale, som spillede med. Det er nemlig en aften, som de alle vægter højt.
En pårørende slog i år fast, at banko-arrangementet er en virkelig god mulighed for at kunne sætte sig sammen med sine kære.
Det er også det, som arrangøren selv oplever:
»Vi kan se, at både borgere og pårørende virkelig nyder denne aften. Vi har borgere, der flere dage før er meget forventningsfulde. Som små børn der ikke kan vente. Det er det, der driver os som personale – det at kunne give og se glæden,« siger socialpædagog Martin Andrzejewska Toft-Knudsen.
Det ligger ham meget på sinde at sende en stor tak til de forretningsdrivende i Hammel og omegn, som i stor stil har sponsoreret gaver til arrangementet:
»Denne aften kunne ikke lade sig gøre, hvis vi ikke vi havde dem i ryggen. De hjælper os hvert år og sponsorerer glædeligt. Det har de gjort i 10 år og fortjener en kæmpe anerkendelse og ros for at give noget i en tid, hvor økonomien har været ramt grundet pandemien,« siger Martin Andrzejewska Toft-Knudsen.