Fortsæt til indhold

Skræntens fremtid er usikker: Skal de smides på gaden?

Et initiativ fra foreningen Hus Forbi - Gadeliv har været yderst succesfuldt; med herberget Skrænten er flere tidligere hjemløse nu i boliger. Men herbergets fremtid er uvis, fordi Marselistunnelen inden længe kommer til at overtage adressen.

Samfund

”Marselistunnelen vil jævne herberg med jorden - hvor skal de hjemløse så bo?”

Sådan lød overskriften på et debatindlæg som tidligere byrådskandidat for SF og initiativtager til Skraldecaféen, Annbritt Jørgensen, skrev i begyndelsen af november. Hun ville starte en debat om en ny placering for herberget Skrænten, der ligger på Marselis Boulevard 180, og som huser 8-10 tidligere hjemløse.

»Når man skal flytte sådan et projekt som Skrænten, er man nødt til at have den alternative tilgang til boformen for at det kan fungere. For der er mennesker i samfundet, der er blevet tabt, og det her er en fantastisk måde at tænke boliger til hjemløse på,« fortæller Annbritt Jørgensen over telefonen og fortsætter:

»Jeg håbede at få den nye rådmand i tale. Det må være den nye, der har ansvaret, men jeg har oplevet så meget fokus fra politikerne i forhold til det.«

Lokalavisen Aarhus har også forsøgt at få den nye rådmand, Anders Winnerskjold (S), i tale. Han ønsker ikke at udtale sig, før han er tiltrådt som rådmand per 1. januar.

Idéen til herberget opstod, da en af initiativtagerne blev mødt af nogle hjemløse, der havde behov for en boform, som han på daværende tidspunkt ikke kunne tilbyde dem.

Startskuddet

»En dag var jeg nødt til at lukke nogen ud i kulden. Flere af dem kendte jeg rigtig godt. Og jeg tænkte, det var træls. De forklarede mig, at det var svært at sove med de andre. Der var for mange udfordringer. Derfor ville de gå op og sove i en parkeringskælder.«

Det, der bliver beskrevet i citatet ovenfor, er årsag til, at herberget Skrænten blev til. Ubehaget ved mennesker hensat til kulden var nok til, at tanken senere blev til handling for citatets ejermand, Ove Abildgaard, der er formand for foreningen Hus Forbi - Gadeliv i Aarhus.

»Det med at man skal melde sig dagligt på et specifikt tidspunkt og se, om der overhovedet er plads. At stå med alt sit tøj og sin taske og opretholde en vis normalitet. Det måtte kunne gøre bedre.«

Og det kunne det. Ove Abildgaard søgte overnatningspuljen, og for disse penge kunne herberget Skrænten blive til i 2015.

Herberget Skrænten er en tidligere institution, som Hus Forbi - Gadeliv overtog i 2015. Foto: Mille Winther

Når Marselistunnelen bliver en realitet i 2025, indtager den adressen, hvor herberget er placeret.

»De fungerer her«

Hvad er Skrænten? Måske kunne man kalde det et billigt kollektiv. Nogen bor i det store, røde hus på grunden, andre i campingvogne op ad huset. Hver beboer betaler 1.000 kroner om måneden, og Foreningen Hus Forbi - Gadeliv spæder til med arbejdskraft og materialer. Sammen med beboerne står foreningen også for den generelle drift. Grunden er tildelt af Aarhus Kommune.

»Det er en platform til at komme videre på; et billigt tilbud, hvor de kan få orden i økonomien og eksistere sammen med andre. Igennem tiden har det vist sig, at en række hjemløse kunne få ro dér. Det, at vi kunne sige, at de kunne være der og blive uden udflytningsdato, gjorde, at en seks-syv stykker fik ro på og faktisk kunne få egen lejlighed,« siger Ove Abildgaard.

Hvad kommer der til at ske med beboerne, hvis Skrænten ikke får en ny placering? Er alle klar til at komme i lejlighed?

»Nej, folk fungerer her,« siger nuværende beboer, Michael Knudsen, med tryk på ’her’.

Michael Knudsen lægger vægt på det fællesskab, der er på herberget. Og fællesforståelsen for måden at leve på.

Han fortæller om en af sine naboer på Skrænten, der skulle bruge tre måneder til at vænne sig til tanken om en fast adresse på Marselis Boulevard 180 fremfor at sove rundt omkring, som han ellers var vant til.

»Det blev gjort i hans tempo. Der var intet pres. Han fik nøglen og kunne komme og kigge. Nu er han her og har sine faste rutiner.«

Tror du, han ville fungere i en lejlighed endnu?

»Nej, det ville blive meget svært,« svarer Michael Knudsen.

Regner med kommunen

Ove Abildgaard forstår ikke, hvorfor der ikke udvises større interesse for at gøre noget ved problemet, som ligger foran dem.

»Vi er ret stolte af at drive sådan et lille privat sted uden støtte. Det er der sgu ikke ret mange, der kan,« siger han og fortsætter:

»Og jeg regner selvfølgelig med, at Aarhus Kommune, der har hjulpet os med det her sted, finder et andet. Kommunen kan jo ikke bare smide tidligere hjemløse på gaden fra deres campingvogne og værelser.«

Hvorfor regner du med det?

»Det her tilbud er jo pissebilligt for alle. Og det fungerer godt. Der har ikke været naboklager eller noget som helst, der ligner, i de år, vi har været herude.«

Ove Abildgaard er begyndt at lede efter andre adresser til en ny udgave af Skrænten.