»Det er en kæmpe hjælp for mig og børnene«
Enlig forsøger fra Skanderborg søger julehjælp for tredje år.
En af de mange familier, der har søgt julehjælp hos Dansk Folkehjælp, er Lone Beck fra Skanderborg, som er enlig forsøger til tvillingedrenge på 13 år. Derudover har Lone Beck yderligere tre børn, som er voksne nu og udeboende.
Førtidspensionen giver ikke mulighed for at lægge noget til side. Det er i hvert fald ikke ret meget, og selv om man ved, at julen kommer, så er der jo også mange andre udgifter i løbet af året,Lone Beck, Skanderborg
Som førtidspensionist erkender Lone Beck, at det er svært at få pengene til at række. Især ved juletid, hvor der skal bruges ekstra penge til både mad og gaver.
Søger tredje gang
Det er tredje gang, at Lone Beck, som oprindelig er fra Toftlund i Sønderjylland, men som har boet i Skanderborg i de sidste 14 år, søger julehjælp.
»Jeg tænker meget på, hvad folk tænker. Jeg har altid været meget beskeden, og det hænger måske også sammen med, at jeg er sønderjyde. Jeg har aldrig bare fået noget, og det har været en overvindelse at søge hjælp. Måske tænker nogen, at jeg ikke har brug for hjælp. Men de ser kun facaden. Og mange ved eksempelvis heller ikke, at jeg er førtidspensionist og ikke har mulighed for at tjene lidt ekstra som før i tiden, og med to teenagedrenge i huset, så bliver tingene ikke billigere, så det er en god hjælp at få«, siger hun.
Julehjælpen er en håndsrækning. Det er lige det sidste, man får dækket, og det er en kæmpe hjælp for mig, men især for børnenes skyld, så de mærker, at det er jul.Lone Beck, Skanderborg
Lone Beck er selv vant til at hjælpe andre, og det mener hun også er grunden til, at hun først tænker, at nogen måske har mere brug for hjælpen end hende selv, og at hun derfor har det svært med det.
»Men jeg har også talt med mine veninder om, at det er jeg nødt til at se bort fra. Hvis Dansk Folkehjælp vurderer, at jeg har behov, så er det OK at få det«, siger Lone Beck.
Den svære sygdom
Lone Beck har fibromyalgi, som er en reumatologisk sygdom, som giver smerter i muskler, led og nervesystem. Hun har gået hjemme i de sidste fire år. De første to år med en sygemelding og de sidste to år som førtidspensionist.
Det har også taget tid at acceptere sygdommen, og at tilværelsen har ændret sig fra den ene dag til den anden.
»Der er især hårdt om vinteren, hvor der kan være dage, hvor man ikke kan komme ud af sengen«, siger hun og pointerer, at hun nu har lært at leve med sygdommen og har fået livsglæden tilbage.
Svært at lægge til side
Lone Beck har kun førtidspensionen at leve for.
»Førtidspensionen giver ikke mulighed for at lægge noget til side. Det er i hvert fald ikke ret meget, og selv om man ved, at julen kommer, så er der jo også mange andre udgifter i løbet af året«, konstaterer hun.
Lone Beck synes, at det sværeste med økonomien i tiden op til jul, er at trække penge ud til gaverne.
»Det er især svært i den alder at forklare, at de ikke lige kan få i samme omfang som vennerne«, forklarer Lone Beck.
Julehjælpen fra Dansk Folkehjælp betyder meget for Lone Beck.
»Julehjælpen er en håndsrækning. Det er lige det sidste, man får dækket, og det er en kæmpe hjælp for mig, men især for børnenes skyld, så de mærker, at det er jul«, betoner hun.