Omikron-smitten eksploderer: Over 1.200 tilfælde
Særligt blandt de 20- til 29-årige spreder Omikron-varianten sig. Region Hovedstaden har flest smittetilfælde.
Det samlede antal bekræftede smittetilfælde med Omikron-varianten i Danmark er fredag oppe på 1.280.
Det skriver Statens Serum Institut - SSI - i en rapport.
Det er 484 flere bekræftede tilfælde end torsdag.
Ifølge SSI er det særligt blandt de 20- til 29-årige, at den nye variant spreder sig.
Smitten breder sig især i Region Hovedstaden og i Region Midtjylland.
Det går meget hurtigt med smitten nu, siger direktør Henrik Ullum til eb.dk:
»Antallet af Omikron-tilfælde er steget kraftigt siden i går, så det går desværre meget hurtigt med smittespredningen lige nu. Jeg vil derfor endnu en gang kraftigt opfordre alle, der er inviteret til vaccination, om at skynde sig at booke en tid,« siger han.
Der er 177 ikke-vaccinerede, der har fået konstateret Omikron-varianten, mens der er 956, der er fuldt vaccineret, som er blevet testet positive med Omikron.
Det kan hænge sammen med den store tilslutning til vacciner i Danmark. 76,4 procent af befolkningen er færdigvaccineret, mens 19,3 procent har fået tredje stik.
I øvrigt har 114 personer, der har fået booster-stikket, fået konstateret Omikron-varianten.
Det vides endnu ikke, hvor godt vaccinen beskytter mod varianten, men foreløbige studier viser, at den i vidt omfang forhindrer alvorlige sygdomsforløb.