Fortsæt til indhold

Fem skoler deler 1,1 millioner kroner

Alle pengene er nu fordelt fra puljen med det knap så mundrette navn 'Pulje til inventar og materialer til inkluderende lege- og læringsmiljøer i skolerne.’

Samfund

Fem Favrskov-skoler har netop fået i alt 1,1 millioner kroner til inkluderende lege- og læringsmiljøer.

Det er Børne- og Skoleudvalget, som har fordelt de sidste midler fra ’Pulje til inventar og materialer til inkluderende lege- og læringsmiljøer i skolerne’.

I alt var der 4,5 millioner kroner i puljen. De resterende 3,4 millioner blev givet tilbage i juni.

Formålet med puljen er at understøtte skolernes arbejde med inkluderende fællesskaber - eksempelvis i form af skillevægge, inventar og undervisningsmaterialer, der understøtter pædagogik, som imødekommer børn og unges forskellige behov.

Korsholm Skole, Lilleåskolen og Rønbækskolen fik ikke midler i første runde i juni, mens Ulstrup Skole og Tungelundskolen var de to skoler, der fik mindst i første runde, og som på baggrund af erfaringer med nye indsatser i inkluderende fællesskaber har behov for yderligere inventar og materialer.

Rønbækskolen

Det største beløb går i denne omgang til Rønbækskolen, som får 570.000 kroner til at lave grupperum, som tilgodeser elevernes forskellige behov for ro, fordybelse og mulighed for at arbejde afskærmet enkeltvist eller i mindre grupper.

Korsholm Skole

Korsholm Skole modtager 160.000 kroner til indretning af fleksible og inkluderende læringsmiljøer i de almene klasser.

Lilleåskolen

Lilleåskolen kan nu indrette fleksible og inkluderende læringsmiljøer i de almene klasser for 99.000 kroner.

Tungelundskolen

135.000 kroner sendes i retningen af Tungelundskolen, som skal bruge pengene til etablering af et lokale til elever med behov for et særligt tilrettelagt tilbud.

Ulstrup Skole

På Ulstrup Skole vil de indrette fleksible og inkluderende læringsmiljøer i de almene klasser - primært på mellemtrinnet og i udskolingen. Til dette modtager de 135.000 kroner.