Fortsæt til indhold

Nye detaljer om pirat-aktion: Pirater slap væk fra dansk fregat med seks gidsler

De pirater, der mandag blev efterfulgt af danske Esbern Snare er sluppet væk med flere gidsler end først antaget, viser nye oplysninger.

Samfund
sbl

Den danske fregat Esbern Snare, der i øjeblikket er udsendt på anti-pirat-mission i Guineabugten ud for Afrikas vestkyst, var mandag involveret i endnu en episode med pirater - denne gang ud for Ækvatorialguinea.

Her blev et besætningsmedlem skudt i benet, mens det i første omgang blev rapporteret af Forsvaret, at piraterne, der havde boardet containerskibet Tonsberg, var sluppet væk med to besætningsmedlemmer som gidsler.

De to formodede gidsler er nu fundet i god behold ombord på containerskibet, men i mellemtiden er nye detaljer kommet frem, der viser, at piraterne alligevel lykkedes med at tage gidsler fra besætningen.

I alt seks gidsler er i øjeblikket i piraternes varetægt. Det oplyser Søværnskommandoen til TV2.

Det har endnu ikke været muligt at fastslå nationaliteten på containerskibets besætning, der sejler under Liberisk flag.

Carsten Fjord-Larsen, der er næstkommanderende i Søværnskommandoen forklarer, at danske soldater fra Esbern Snare stadig er ombord på Tonsberg, hvor de assisterer besætningen.

»Det er en voldsom oplevelse for besætningen på Tonsberg. Derfor er det godt at have nogle trænede folk ombord, der kan assistere med reparationer og kommunikation. Det er en god betryggelse for besætningen ombord,« siger Carsten Fjord-Larsen til TV2.

Mandagens aktion

I løbet af mandagen modtog den danske fregat meldinger med, der antydede, at en gruppe pirater var på spil omkring øen Bioko ud for Ækvatorialguinea.

Esbern Snare sendte en Seahawk-helikopter på vingerne for at afsøge området, og her opfangede de et mayday-signal fra et skib i nød. Det ledte dem til et containerskib, der havde været udsat for piratangreb, hvor et af skibets besætningsmedlemmer var blevet ramt af skud i benet, mens piraterne havde taget gidsler blandt besætningen med i et mindre motordrevet fartøj - en såkaldt skiff - og herefter sat kurs mod nord.

Esbern Snare sendte Seahawk-helikopteren af sted for at efterfølge piraterne - i en passende afstand for gidslernes sikkerheds skyld - men da Esbern Snare kun har tilladelse til at forfølge pirater i internationalt farvand og ikke nationalt farvand, måtte helikopteren til sidst opgive at efterfølge piraterne, der slap væk med gidslerne.

Et boarding-hold fra fregatten gik om bord på containerskibet og ydede førstehjælp til det sårede besætningsmedlem, der blev bragt om bord på Esbern Snare for at modtage lægehjælp, og hans tilstand oplyses som stabil.