Fortsæt til indhold

Rod med afgangseksamen og "et belastende arbejdsmiljø": »Undersøgelsen viser et uskønt forløb«

En uvildig undersøgelse omkring forholdene på Søndervangskolen i Viby er tirsdag blevet offentliggjort.

Samfund

Et belastende arbejdsmiljø på Søndervangskolen i Aarhus. Og »sandsynlige uregelmæssigheder« omkring prøveafviklingen særligt i årene 2016 og 2017.

Sådan lyder nogle af konklusionerne i en uvildig undersøgelse udarbejdet af konsulentvirksomheden Pluss Leadership på vegne Aarhus Kommune.

Søndervangskolen, der har mange tosprogede elever, har den seneste tid været igennem en heftig mediestorm med anklager om bl.a. at give elever ekstra tid til afgangsprøven i dansk, selvom eleverne ikke var berettiget til det – skriftlige afgangsprøver tilbage i 2016 og 2017.

Ti nuværende og tidligere lærere samt tre tidligere elever stod tilbage i september frem i Politiken og fortalte, hvordan tosprogede elever fik ekstra tid til prøver i 2016 og 2017 på den aarhusianske skole, som ellers flere gange er blevet fremhævet som en foregangsskole.

Forhold, som en redegørelse sidenhen har vist, at kommunen var bekendt med, men som alligevel ikke var blevet indberettet til Børne og Undervisningsministeriet.

Tilbage i erkendte Aarhus Kommunens Børn- og Unge-udvalg, at der var brug for en uvildig undersøgelse. En undersøgelse, der bl.a. havde til opgave at vurdere, om de kritisable forhold var bragt til ophør samt de nærmere arbejdsmiljøforhold på skolen.

Det kommunale udvalg havde nemlig også henvist til, at der har været kritik af arbejdsmiljøet på skolen samt af ledelsen og ledelsesformen.

I en rapport udarbejdet af Pluss Leadership står der følgende om den konkrete beskyldning om rod med afgangseksamen:

“I forhold til tildeling af tid til prøveafvikling i årene 2016 til 2021 kan vi på baggrund af analyse af prøveforløbsrapporter, indhentet fra STIL (Styrelsen for It og Læring, red.), konstatere, at der med en vis sandsynlighed var væsentlige overskridelser i alle fag i 2016, og at det samme gjorde sig gældende ved danskprøverne i 2017. For øvrige prøver i 2017, samt prøverne i 2018, 2019 og 2021 er der ingen eller kun mindre overskridelser.”

I forhold til beskyldningen om, at man på Søndervangskolen skulle have offentliggjort prøvefag før tid, lyder det i rapporten:

“Vi vurderer, baseret på fortællingerne, at det virker til at være overvejende sandsynligt, at oplysninger om prøvefag er givet videre før tid. Vi kan spore det tilbage til 2009, som daterer den tidligste fortælling om modtagelse af viden om, hvilke fag der var udtrukket.”

Til gengæld fremgår det af rapporten, at det ikke har været muligt at afdække, at der er sket prøveforberedende undervisning, udover hvad der er tilladt. Og der er heller ikke fundet indikationer på, at der skulle have foregået en gængs praksis med ”lærerfabrikerede” klager.

Om undersøgelsen siger direktør for Børn og Unge, Martin Østergaard Christensen:

»Jeg er meget tilfreds med den grundige og dybdegående afdækning fra Pluss. Undersøgelsen viser et uskønt forløb med et belastende arbejdsmiljø på skolen, og en periode, hvor ellers rigtige og korrekte initiativer for at følge op desværre ikke er fulgt til dørs. Den peger også på sandsynlige uregelmæssigheder omkring prøveafvikling og prøve-fag, uden at den placerer et præcist ansvar for det. Omvendt nuancerer eller direkte afviser undersøgelsen nogle af de påstande, der har været bragt frem. På den positive side afdækker undersøgelsen, at skolens medarbejdere gennem hele perioden har bevaret et godt fagligt samarbejde om elever og forældre i de enkelte klasser og i hverdagen, hvilket jeg selvfølgelig er glad for.«

Opdateres …