Dansk Folkeparti ændrer afstemning om Støjbergs fremtid: »Man skal kigge Inger i øjnene«
Partiet har fjernet såkaldt 'clearingsaftale' og sikrer fysisk fremmøde fra alle Folketingets medlemmer i afstemningen om Inger Støjbergs værdighed på tirsdag.
Folketingets medlemmer kommer til at møde fysisk op i salen, når de giver deres mening til kende ved afstemningen om, hvorvidt Inger Støjberg er ’værdig’ til at være folkevalgt herhjemme.
Det har Dansk Folkeparti sikret, da de har meddelt Folketingets administration, at de vil ophæve den såkaldte ’clearingaftale’, skriver Ritzau.
»Det er væsentligt for os, at man er på pladserne i Folketingssalen. At man kigger hinanden - og ikke mindst Inger Støjberg - i øjnene, når man siger, hvad man mener.«
»I stedet for at man kan sidde og følge afstemningen oppe fra sit kontor på et tv. Det synes jeg ikke, er ordentligt, simpelthen. Og derfor har vi bedt om at få ophævet clearingaftalerne,« siger stifter af Dansk Folkeparti og tidligere formand for Folketinget Pia Kjærsgaard til Ritzau.
Clearingaftalen er en uformel aftale mellem de politiske partier, der sikrer, at medlemmer af Folketinget kan blive væk fra afstemninger, uden at det ændrer et eventuelt flertal - i stedet kan medlemmerne bruge tiden på andet arbejde.
Men den tidligere DF-formand mener ikke, at der i afstemningen om Inger Støjbergs fortsættelse i Folketinget skal være nogle, der kan påvirke den proces oppe fra deres kontorer. Man må stå frem forstås, selvom det kan være svært for nogle, påstår hun.
»Det vil selvfølgeligt være svært for ikke mindst Venstre og De Konservative at dømme så tæt en relation uværdig til at sidde i Folketinget. Så der skal man ikke kunne sidde og gemme sig bag en clearingaftale. Der skal men ned og bekende kulør,« siger Pia Kjærsgaard.
Flertal vil erklære Inger Støjberg ’uværdig’
Tirsdag i næste stemmer Folketinget så om Støjbergs værdighed, men allerede i går onsdag blev det tydeligt, at et flertal blandt Christiansborgs politiske partier vil sende hende ud af Folketinget. Også Støjbergs tidligere parti, Venstre, hvor hun har været næstformand.
»Det er uforeneligt med hvervet som folketingsmedlem at have fået en ubetinget fængselsdom,« siger gruppeformand Karsten Lauritzen (V) ifølge Ekstra Bladet, hvor gruppeformanden understreger, at det er en enig folketingsgruppe, der står bag beslutningen.
Afstemningen sker efter mandagens afgørelse i Rigsretssagen om overtrædelse af ministeransvarsloven, da den tidligere udlændinge-, integrations- og boligminister udgav en ulovlig instruks om at adskille asylpar. Inger Støjberg blev idømt 60 dages ubetinget fængsel.
Ifølge Grundloven skal Folketinget nu afgøre, om hun kan fortsætte som folkevalgt, og med flertallet mod hende i går, står hun altså til at ryge ud.
Flertallet udgøres af Venstre, Liberal Alliance, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet, Frie Grønne samt de tre løsgængere Lars Løkke Rasmussen, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Orla Østerby.
Både Socialdemokratiet, De Konservative samt Kristendemokraterne har endnu ikke meldt ud, hvad de mener i sagen.