Jesper er kommet hjem hos Socialdemokratiet
Han var med til at starte Alternativet i Skanderborg. Nu er han valgt ind i byrådet for Socialdemokratiet.
»Det har føltes som at komme hjem. Jeg har mødt enorm åbne arme og villighed til at lytte. Jeg har mødt mere accept i Socialdemokratiet, end jeg nogensinde har mødt i Alternativet og mere lydhørhed over for fællesskabet. Jeg kan kun rose, hvordan man lokalt har taget imod mig,« siger 40-årige Jesper Arbo Frederiksen, der med 418 stemmer blev stemt ind i Skanderborg byråd for Socialdemokratiet.
Både rød og grøn
Han vil for nogen være kendt som ham, der var med til at starte Alternativet i Skanderborg, og som afløser for Mira Issa Bloch, da hun måtte afløse i Folketinget, og dermed forlod hendes alternative stol i byrådet.
Jeg synes, jeg har noget på hjerte, og jeg har lyst til at være med til at forme den verden, vi lever i hen mod mine idealer, i det omfang jeg kanJesper Arbo Frederiksen, byrådsmedlem Socialdemokratiet
Så helt ukendt med byrådsarbejdet er Jesper Arbo Frederiksen ikke.
Hans overgang fra det ene til det andet parti, drejer sig om flere ting. Men i bund og grund ligger både det røde og det grønne i Jesper, helt fra han var barn.
Med en far der var Socialdemokrat og en mor, der var sygehjælper og havde et mere alternativt og grønt livssyn, så voksede Jesper op med begge dele. Både den meget grønne interesse. Men i den grad også et menneskesyn, der kiggede mod at gøre en forskel og gøre noget for andre.
Ambulance og brandbil
Det skinner også igennem i hans karriere-valg. Han er ambulancebehandler og lægeassistent.
»Lægeassistenten er den, der kører med i lægebilen, og assisterer lægen, med medicin og respirator,« forklarer Jesper.
Han er, med vilje, ansat, så han ikke kører i lokalområdet.
»Halvdelen af min vagt ligger med lægebilen i Viborg, og resten er med almindelig ambulance i Kjellerup. Jeg vil egentlig gerne have tingene adskilt. Jeg vil nødig drive politik i et område, og så skulle ud og hente borgere. Det er mere for at sikre, at der ikke må være nogen tvivl overhovedet,« siger socialdemokraten.
Udover lægebil og ambulance, så er han også brandmand i sin fritid. Og lige det kan faktisk få en smule indflydelse på byrådsarbejdet.
»Min store udfordring er, at når jeg er på vagt, så er det 24 timer af gangen. Jeg kommer til at få udfordringer med udvalgsmøder og bestyrelsesmøder om aftenen,« erkender Jesper Arbo Frederiksen.
Stor set med i alt
Han har i det det nye byråd fået en plads i Social- og Omsorgsudvalget. Derudover er han blevet næstformand i Renosyd, og så trænger spørgsmålet sig på: Hvordan vil han få tid til det hele. For hjemme I Galten Skovby er også kæresten Kit og deres tre børn i alderen syv til ti.
»Jeg tænker, Kit i forvejen har været vant til, jeg har været væk et døgn af gangen. Men vi har da kigget hinanden dybt i øjnene...«
Her afbrydes Jesper et kort øjeblik, for kæresten Kit sidder og arbejder hjemme, og hun griner lidt i baggrunden. Så Jesper prøver igen:
»Jeg har i hvert fald prøvet at synliggøre, hvilket omfang det her har, og hvad det kommer til at tage af tid. Og hun har gjort mig klart, hvad hun så forventer, jeg skærer ned på,« siger han.
Jesper Arbo Frederiksen er nemlig typen, der gerne vil være med i alting. Han er blandt andet med i grundejerbestyrelsen, og har været med i forældreråd i børnehaven.
»Fremover må jeg sætte mig på hænderne, når nogen spørger, hvem vil være med,« fortæller Jesper Arbo Frederiksen.
Umiddelbart tænker han, at det bliver træningen, som både er crossfit, styrketræning og løb, der må skrues ned på først for at få familie, arbejds- og politikerliv til at gå op i en højere enhed.
Men han holder aldrig op med at engagere sig.
»Jeg synes, jeg har noget på hjerte, og jeg har lyst til at være med til at forme den verden, vi lever i hen mod mine idealer, i det omfang jeg kan,« fortæller han.
Det får Jesper Arbo Frederiksen rig mulighed for i de kommende fire år, hvor han sidder i Skanderborg byråd for Socialdemokratiet.