Fortsæt til indhold

28 Skanderborg-virksomheder hædret med springende gazelle

Dagbladet Børsen har kåret årets nye gazeller. I år kan 28 virksomheder i Skanderborg Kommune bruge den prestigefyldte titel Gazellevirksomhed.

Samfund
bo

28 virksomheder i Skanderborg Kommune er i år blevet hædret som gazeller. Det kræver, at en virksomhed i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst fordoblet omsætningen over de fire år.

Årets gazelle-liste er et godt billede på, at det er muligt for både store og små virksomheder samt virksomheder fra mange forskellige brancher at realisere høje vækstrater
Anja Ellersgaard Basse, erhvervschef

»Gazellerne er med til at skabe arbejdspladser og vækst i kommunen. Medarbejdere og ledere i de 28 virksomheder kan roligt være stolte, for titlen som Gazelle er en præstation, der kræver noget ud over det sædvanlige,« konstaterer borgmester Frands Fischer i en perssemeddelelse.

Sidste år var der 25 nye gazeller i Skanderborg Kommune, og det er godt billede på udviklingen i kommunen. Hvert år siden 2016 har der været mindst 25 nye gazeller om året i Skanderborg Kommune.

Gazeller fra mange brancher

De 28 gazeller spænder over alt fra håndværkere og rengøringsfirmaer til reklamebureauer og it-virksomheder.

»Årets gazelle-liste er et godt billede på, at det er muligt for både store og små virksomheder samt virksomheder fra mange forskellige brancher at realisere høje vækstrater,« siger erhvervschef Anja Ellersgaard Basse.

»Uanset om det er eksport, nye produkter eller noget helt tredje, der er medvirkende til væksten, så er det altid spændende at følge. Heldigvis kender vi rigtig mange af virksomhederne, men vi støtter gerne op om vækst og udvikling for alle virksomheder i hele Skanderborg Kommune, tilføjer erhvervschefen.