Statsministeriet indkalder til coronapressemøde: Epidemiudvalget hasteindkaldt for at blive udskudt - »vanvittigt« siger medlem
Fredag eftermiddag vil Statsministeriet afholde pressemøde om coronasituationen oven på dage med spekulationer om nye restriktioner.
»Jeg er ikke i tvivl om, at nye tiltag bliver nødvendige for at bryde smittekæder,« skrev statsminister Mette Frederiksen torsdag på Facebook.
Nu har Statsministeriet indkaldt til et pressemøde om coronasituationen fredag eftermiddag kl. 14.00.
Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.
Fredag formiddag er de politiske partiers sundhedsordførere indkaldt til møde i Sundhedsministeriet - sandsynligvis for at modtage anbefalinger til nye restriktioner fra Epidemikommissionen.
Udskudte møder i Epidemiudvalget
Forud for eftermiddagens pressemøde blev Epidemiudvalget hasteindkaldt til et møde om de nye restriktioner kl. 13. Det møde er nu udsat til 14.30 - en halv time efter, pressemødet efter planen skal starte.
Ifølge Venstres erhvervsordfører Torsten Schack, der også er medlem af udvalget, har forløbet været »vanvittigt«.
»Møde i Epidemiudvalget kl 13. Indkaldt kl 12.02. Materiale modtaget kl. 11.46, 11.50, 11.52 12.02, 12.22, 12.25, 12.28, 12.56 og 12.59. Det er vanvittigt.«
Medie: Disse restriktioner er i spil
Pressemødet kommer i kølvandet på den seneste tids voldsomme smittestigning - især med Omikron-varianten af coronavirus.
Torsdag blev der konstateret lige knap 10.000 nye smittede på et døgn, og det er det største målte antal i Danmark under hele pandemien.
Den hastige stigning i smitten har de seneste par dage fået flere eksperter til at efterlyse handlinger fra politikerne - underforstået nye coronarestriktioner. Blandt andet end genindførelse af forsamlingsloftet har været på tale.
Ifølge TV2, Jyllands-Posten, Politiken og en række andre medier, er Epidemikommissionen kommet frem til følgende anbefalinger:
Det skal lukke:
- Spillehaller
- Kasinoer
- Lege- og badeland
- Forlystelsesparker og tivoli
- Messer og lokaler til konferencer og foredrag
- Lokaler til kulturelle aktiviteter der lukkes
- Spillesteder
- Teatre
- Biografer
- Museer
- Kunsthaller
- Kulturhuse
- Forsamlingshuse
- Folkehøjskoler
- Selskabslokaler
- Zoologiske anlæg
- Akvarier
- Lokaler til menighedsarrangementer og idrætsarrangementer med betalende tilskuere
Tiltag på serveringssteder:
- Serveringssteder skal stoppe udskænkning af alkohol klokken 22 og lukke klokken 23
- Generelt forbud mod salg af alkohol i perioden 22-05
- Indendørs arealkrav på 2 kvadratmeter per gæst for siddende gæster og 4 kvadratmeter for stående
- Krav om mundbind eller visir for personale med kundekontakt, uanset om de kan forevise coronapas
- Krav om opsætning af informationsmateriale fra Sundhedsstyrelsen samt krav om håndsprit
Anbefalingerne fra Epidemikommissionen er endnu ikke officielt bekræftede.
Dermed er der ikke umiddelbart noget, der tyder på en genindførelse af forsamlingsloftet, selvom eksperter og politikere de seneste dage har peget på netop loftet som en oplagt mulighed.
Eksempelvis partiformand for SF, Pia Olsen Dyhr, der fredag morgen pegede på forsamlingsloftet som et sted at sætte ind. Fredag morgen skrevb hun på Twitter:
»Vi må kigge på forsamlingsloftet, bruge coronapasset flere steder, suspendere behandlingsgarantien som nogle af de greb der skal til, så vi kan bremse smitten og sammen hjælpe vores sundhedsvæsen igennem vinteren. Det haster.«
Behandlingsgarantien, som SF-formanden nævner, har også været på tale fra flere andre. Garantien omhandler retten til at blive behandlet på et sygehus inden for 30 dage - og en ophævelse vil frigive personale og sengepladser til indlagte coronapatienter.
Antallet af indlagte med corona er ud fra seneste tal er på 517.
Opdateres...