Fortsæt til indhold

Lokalcentre bliver til folkehuse: Hele Aarhus inviteres indenfor

I 2022 skifter lokalcentrene i Aarhus Kommune navn til det mere mundrette: Folkehuse. Der er ikke blot tale om en navneændring. Der ligger en helt ny vision klar, som skal skabe en kulturændring og åbne husene op for alle aarhusianere.

Samfund
ksa

Hvornår har du senest besøgt dit nærmeste lokalcenter? Ved du overhovedet, hvor det ligger? Og hvad det har af muligheder?

For mange aarhusianere er lokalcentrene måske en ukendt størrelse, og for nogle rimer lokalcentrene måske på plejehjem. Men sådan er det langt fra. En helt ny vision, og et helt nyt navn, skal være med til at skabe en kulturændring og åbne husene op for alle aarhusianere. Aarhus nye folkehuse er nemlig for alle, der vil bidrage til et fællesskab:

»Jeg har set rigtig meget frem til relanceringen af vores lokalcentre, som nu bliver til folkehuse. Idéerne og tankerne bag er nemlig at få åbnet husene op og inviteret alle indenfor. I dag foregår der allerede et super godt samarbejde med frivillige og foreninger, og det vil vi gerne udvikle endnu mere,« siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF), i en pressemeddelelse.

37 folkehuse

De 37 folkehuse indeholder en mangfoldig palette af muligheder, og der er både caféer, træningslokaler, aktiviteter, lokaler til udlån for foreninger og fællesskaber, sundhedsklinikker og meget mere.

Folkehusene kan give så meget igen. Relationer og det at være en del af et fællesskab er vigtigt for alle. Det styrker trivslen, giver øget livskvalitet og kan – for mange - være vejen ud af ensomhed
Jette Skive (DF), rådmand for Sundhed og Omsorg

Folkehusene må benyttes af alle - ung som ældre - og Jette Skive håber, at endnu flere vil benytte sig af tilbuddene:

»Folkehusene kan give så meget igen. Relationer og det at være en del af et fællesskab er vigtigt for alle. Det styrker trivslen, giver øget livskvalitet og kan – for mange - være vejen ud af ensomhed,« siger hun.

Hos Ældrerådet i Aarhus tilslutter man sig navneændringen:

»Det nye navn er mere inkluderende og bredere favnende end det gamle, og det signalerer i højere grad, at stedet er for alle. I Ældrerådet glæder vi os nu til at følge udviklingen med at fylde Folkehusene med liv og masser af aktiviteter,« siger formand Jan Radzewicz.