Fortsæt til indhold

Landsby byder velkommen til ny købmand

Leo Sørensen begynder hos Min Købmand fra årsskiftet.

Samfund
ear

Det er en erfaren købmand med mange års erfaring fra detailhandlen, der er klar til at overtage posten som købmand i Hylke fra årsskiftet.

55-årige Leo Sørensen, bor i Randers, og han er i sin tid uddannet i mesterlære i en Superbest Butik i Viborg og har tidligere været butikschef og souschef i Fakta butikker.

Jeg glæder mig til at være købmand i en borgerdrevet butik. Jeg brænder for at gøre en forskel, og det bliver så spændende at arbejde sammen med frivillige og bestyrelsen. Hylke er jo en aktiv landsby, og det passer godt til mine ideer om en levende købmandsbutik.
Leo Rasmussen, ny købmand i Hylke

Glæder sig til posten

Leo Sørensen fortæller, at han længe har ønsket sig at blive købmand.

»Jeg glæder mig til at være købmand i en borgerdrevet butik. Jeg brænder for at gøre en forskel, og det bliver så spændende at arbejde sammen med frivillige og bestyrelsen. Hylke er jo en aktiv landsby, og det passer godt til mine ideer om en levende købmandsbutik«, siger Leo Sørensen i en pressemeddelelse.

Butikken har haft en god vækst de sidste år. Formand for Hylke Købmandsforening, Peter Hamborg Haugaard, tilskriver væksten den afgående købmand Brian Mossalski Nielsen.

»Brian har formået at skabe en væsentlig højere omsætning. Det er blandt sket ved gode tilbud i butikken og på SoMe, forskellige attraktive, løbende aktiviteter og event i byen, et større varesortiment og et altid højt serviceniveau.

En bedre oplevelse

Fra kundesiden er det med andre ord blevet en væsentligt bedre oplevelse at være kunde i Hos Købmanden i Hylke. Det kan lyde nemt, men det fordrer en virkelig god købmand, et hold af gode medarbejder og ikke mindst et hold af stærke frivillige - og det har vi i Hylke«, siger Peter Hamborg Haugaard.

Jeg tror, Leo er den helt rette til at fortsætte den gode udvikling, og han er allerede kommet med gode ideer, hvordan købmanden kan samle landsbyen.
Peter Hamborg Haugaard, formand Hylke Købmandsforening

Andelshaver og fast kunde Kirsten Bonde fremhæver også den høje service, men nævner desuden, at butikken er blevet mere moderne, har fået et større varesortiment og konkurrencedygtige priser.

»Det har resulteret i en bedre brugeroplevelse, når man handler hos købmanden. Til denne brugeroplevelser hører især, at man altid bliver mødt med et menneskeligt overskud i butikken, man føler sig set, og man føler sig velkommen - et parameter, hvor de store supermarkeder slet ikke kan være med«, mener hun.

Købmanden i Hylke er en medlemsejet forening, som borgere i Hylke har andele i. Det betyder, at en del af arbejdet i købmandsbutikken udføres af frivillige. Denne ordning stiller naturligvis særlige krav til både købmand og medarbejdere, men Peter Hamborg Haugaard har gode forventninger til den fremtidige købmand.

»Jeg tror, Leo er den helt rette til at fortsætte den gode udvikling, og han er allerede kommet med gode ideer, hvordan købmanden kan samle landsbyen«, siger han.

Arbejdet med nye ideer har bestyrelsen allerede været optaget af i løbet af efteråret. I samarbejde med Hylke Landsbyråd er der planer om at lave et mødested i forbindelse med butikken.

Mødestedet skal underbygge det naturlige samlingssted, købmanden er i forvejen. Det vil indeholde blandt andet cafémiljø og kan bruges af købmandsforeningen til arrangementer.

Der er i alt givet tilsagn til projektet på 260.000 kroner fra Skanderborg Kommunes Landsbypulje og Norlys Vækstpulje. Der skal samles lidt flere fondsmidler ind, men foreningen forventer at Mødestedet kommer op at stå i løbet af 2022.

Ny aftale styrker

Først i december ansøgte Min Købmand i Hylke om udbuddet på den såkaldte varetur i Skanderborg Kommune. Vareturen er en offentligt service, som Skanderborg Kommune udbyder til borgere, der ikke selv er i stand til at foretage egne indkøb.

Min Købmand i Hylke har haft vareturen i de seneste 8 år og har altså netop vundet udbuddet igen.

»Det er noget butikken, og det vil sige købmanden, medarbejdere, frivillige og foreningen, naturligvis er stolte af. Aftalen er med til at sikre et godt vareflow og dermed omsætning i butikken«, lyder forklaringen.

Den kommende købmand ser frem til at blive en del af byens fællesskab ligesom den afgående købmand, Brian Mossalski Nielsen, har været det.

»Jeg ved jo fra Brian, at man som købmand i Hylke bliver en del af landsbyen. Det synes jeg bare er fantastisk, så jeg glæder mig til at møde alle kunderne og til at se, hvad vi kan udrette i fællesskab«, siger Leo Sørensen.

I købmandsforeningen ser man lyst på fremtiden efter ansættelsen af den nye købmand.

Stillingen blev ledig, da Brian Mossalski Nielsen ønskede at stoppe efter tre år, fordi han gerne ville begrænse transporttiden til og fra arbejde. Han skal nu være købmand i Øster Bjerregrav.