Underværker: 1 million til Byens Blå Torv
Det store havneprojekt på Knebelbro Havn fundet værdig til støtte fra Realdanias Underværker-kampagne
Det til tider omdiskuterede projekt, Byens Blå Torv, i Knebelbro skal være et nyt, blåt kultur- og aktivitetscentrum, som både skal komme områdets beboere og gæster til gavn.
Idéen får nu en økonomisk håndsrækning på 1 mio. kr. fra Realdanias Underværker-kampagne.
Med Underværker-kampagnen har Realdania i flere år målrettet støttet frivillige projekter i det byggede miljø, og nu er endnu en ansøgningsrunde afsluttet, hvor ildsjæle kunne søge om støtte til at gøre deres projektdrømme til virkelighed. I alt er 18 projekter udvalgt fra hele landet - og heraf altså også projektet i Knebel.
De 18 underværker støttes samlet med 14 mio. kr.
I alt valgte 82 ildsjælegrupper at byde ind med deres projektidéer. De 18 projektidéer er udvalgt med hjælp fra et eksternt bedømmelsesudvalg. For projekter, der ikke nåede at byde ind i denne omgang, åbnes for en ny ansøgningsmulighed til foråret 2021.
FAKTA
Om kampagnen
Med Underværker støtter Realdania projekter i det byggede miljø, som er drevet af frivillige kræfter. Kampagnen bidrager både med økonomisk støtte, rådgivning og videndeling til at gøre gode projektidéer til virkelighed. Med denne ansøgningsrunde har i alt 284 ildsjæleprojekter fået støtte fra Realdania via Underværker i kampagnens levetid
Byens Blå Torv, Knebelbro
At opføre et havnehus som ramme for et fællesskab af maritime foreninger, aktiviteter og rekreative områder for mennesker i alle aldre omkring den gamle bådehavn i Knebel Projektet skaber et nyt blåt kultur- og aktivitetscentrum med en bred almen tilgængelighed.
Organisation: Landsbyklyngen Mols i Udvikling
Projektet har et samlet budget på 20,5 millioner kroner og Syddjurs Kommune har støttet udarbejdelsen af skitseprojektet med 40.000 kr. fra Udviklingspuljen og 35.000 kr. fra puljen til Havneformål
Projektet har også modtaget 100.000 kr. fra Bosætningspuljen, der administreres af Syddjurs Kommune, til konsulentbistand i forbindelse med fundraising
Syddjurs Byråd støtter med to mio. anlægskroner (1 mio. i hver af årene 2022+2023). Vedtaget i forbindelse med Budget 2021
Senest har Byens Blå Torv modtaget 1. mio. fra Realdanias Underværker-kampagne