Udvalgsformand møder kritiker af forholdene i hjemmeplejen
Jan Fischer, formand for SÆ-udvalget, møder onsdag Tanja Fogh Jensen på Lokalavisens foranledning, hvor Fischer kommer til at forholde sig til den sønderlemmende krtik af forholdene i hjemmeplejen, som Tanja Fogh Jensen har rejst
Tanja Fogh Jensen, ansat i hjemmeplejen i Syddjurs, er kommet med en så sønderlemmende kritik af sine arbejdsforhold som SOSU-assistent, at hendes synspunkter og eksempler ikke skal stå alene.
Derfor møder hun onsdag SÆ-udvalgsformand Jan Fischer (S) på Lokalavisens foranledning, hvor Tanja Fogh Jensen får mulighed for at uddybe kritikken og tage bladet fra munden - uden at det har omkostninger for hende.
”Jeg har selv ringet til hende og kvitteret for, at hun har haft modet til at bringe de her ting frem, som hun fortæller om på Facebook,” siger Jan Fischer.
Han og resten af den socialdemokratiske byrådsgruppe har på deres sommergruppemøde søndag ude i bakkerne på Mols netop ’tavshedskulturen’ blandt medarbejdere og ansatte hos Syddjurs Kommune på dagsordenen, så Tanja Fogh Jensens offentlige kritik passer perfekt ind i denne kontekst.
Jan Fischer, af nogle kaldet ’byrådets mest autentiske politiker’, er klar på at lytte til Tanja Fogh Jensens kritik og blive klogere på konsekvenserne af politikernes beslutninger.
Han er indstillet på, at det ikke bare bliver en minutdemokrati-samtale, som udelukkende spiller på forargelsen og ’nu går den ikke længere af hensyn til den offentlige menning’.
Der vanker en budgetrunde om ikke så længe, hvor der fortsat er varslet økonomisk smalhals.
Hvilke konsekvenser får det for Tanja Fogh Jensen og hendes kolleger i hjemmeplejen? For de ældre medborgere?
Tanja Fogh Jensen har på Facebook skrevet følgende:
”Kan Syddjurs kommune være sig selv bekendt?
Jeg kan & vil ikke være med længere!
Jeg ELSKER mit job i hjemmeplejen i Hornslet/Syddjurs kommune - jeg elsker mine kolleger og mine borgere.
MEN
Jeg kan ikke gøre mit job ordentligt og anstændigt længere. Det er jeg utrolig ked af, og det går mig rigtig meget på.
Hvorfor?
Fordi kommunen skal spare! Kommunen har brugt ALT for mange penge.
Punkt 1
Vi må ikke vaske tøj for borgerne længere - nej de får vasket deres tøj på vaskeri - kommunen betaler, fordi det er MEGET billigere på den måde, i fht hvis vi, som alligevel er i hjemmet, lige sætter en vask over. Og der går 14 dage til de får deres tøj igen, så de skal have undertøj osv til mindst 14 dage, plus uheld.
Punkt 2
Mange borgere har fået frataget deres træningstider - både i hjemmet og på de lokale centre.
Dvs forringet livskvalitet og dårligere fysik.
Punkt 3
Mange borgere har fået nedvisiteret 5 minutter på hvert besøg. Dvs at vi skal løbe (endnu) hurtigere - for besøgene tager jo stadig den samme tid.
Punkt 4
Køretiden er lig 0. Jo vist er køretiden, efter loven, 1 minut pr km. Meeeeen hvor er tiden til at komme til og fra bilen - hvor er tiden til at møde en traktor på vejen - hvor er tiden til et længe ventet toiletbesøg, eller tiden til at få fyldt sin vandflaske? Logge på diverse apps, læse og skrive journaler, kontakt sygeplejerske hvis nødvendigt.
Hvor skal jeg finde tiden til disse små ekstra ting, når tiden, i forvejen er barberet HELT ind til benet?
Punkt 5
Kørepengene bliver afskaffet - for nu skal vi cykle rundt - i al slags vejr.
Og kommunen har købt/leaset et vis antal biler, til de kolleger der kører på landet. Til fys & ergo mf. Fordi det er meget mere økonomisk bæredygtigt. + Tid til at finde plads til egen bil, hente kommune bil og aflevere igen før man har fri.
Punkt 6
Vi får snarligt nye vagtplaner, hvor vores 0 dage bliver inddraget. Dvs færre fridage og flere halve dage på arbejde, det vil sige, nogle uger 6 arbejdsdage på en uge
Jeg har den bedste vagtplan på nuværende tidspunkt.
Punkt 7
jeg bliver aldrig færdig, hvis jeg skal blive ved med at nævne i flæng.
HVOR ER FORNUFTEN HENNE?
Ja, jeg skal være loyal overfor beslutninger, der er vedtaget. Men hvad skal jeg gøre, når INGEN lytter???
Jeg vil SÅ gerne udføre mit arbejde. Men ikke på denne måde, når jeg ikke har min samvittighed med.
Kærlig hilsen en frustreret SOSU hjælper - som udelukkende har valgt mit job, fordi jeg ønsker at hjælpe andre mennesker. Og som ser en ære i at gøre en forskel, HVER dag.”