Birgitte foreslår helt ny mødestruktur for byrødder
Nyvalgte Birgitte Majgaard har været formand for Konservative i Skanderborg. Hun kom ind i byrådet med 541 personlige stemmer.
Nyvalgt byrådsmedlem for Konservative Birgitte Majgaard er vant til at tænke alternativt og finde løsninger. For det har hun været nødt til flere gange i sit liv. Og allerede nu har hun stillet et forslag til, hvordan udvalgsmøderne i det nye byråd fremover kan afvikles.
»Det er tydeligt at se, der er kommet yngre kræfter i byrådet. Og når man har hjemmeboende børn, så stiller det ekstra udfordringer i forhold til at få tid til både byrådsarbejde og ens øvrige liv. Jeg har en god arbejdsgiver, som gerne vil støtte op om mit byrådsarbejde. Men han forventer naturligvis, jeg stadig arbejder 37 timer om ugen,« fortæller Birgitte Majgaard.
Vi har et ønske om, og kan se behov for svømmehaller i både Galten, Ry og Hørning. Der er svømmere nok til det. Men umiddelbart er der størst behov der, hvor der er flest mennesker, længst til andre ledige svømmehaller og ingen søer. Det er Galten-Skovby-området. Derfor kommer den svømmehal først. Det kan godt være, de er rigest i Ry. Men de er ikke flest,Birgitte Majgaard, byrådsmedlem Konservative
Hun har derfor foreslået, om man kunne slå alle udvalgsmøder sammen på to faste mødedage hver måned.
»Sådan at alle møderne holdes på de to dage. Det kan selvfølgelig give nogen udfordringer, for dem der er med i flere udvalg. Men nu kan vi da starte med at kigge på, om man kunne gøre det lidt anderledes. Så kan vi forhåbentlig få flere forskellige aldersgrupper og privatansatte i byrådet næste gang,« fortæller hun.
Fra formand til byrådsmedlem
47-årige Birgitte Majgaard er vant til at se muligheder i stedet for forhindringer. Det er noget, hun har lært fra sin opvækst, hvor man var aktiv og gerne debatterede.
»Der lærte vi, at hvis vi ville ændre noget, så måtte vi selv gøre en indsats,« fortæller Birgitte.
Hendes mor Hanne Majgaard, har i de sidste fire år siddet i byrådet for Venstre. Hun har selv valgt at stoppe nu. Birgittes far var politimand. Da han døde for seks år siden, valgte Birgitte at skifte bane i sit liv. Hun valgte at gå ind i politik.
Det blev Konservative, hun stillede op for til byrådsvalget i 2017, uden held, for hun kom ikke ind. Til gengæld blev hun i 2018 formand for Konservative i Skanderborg Kommune. Men det stopper hun med nu.
»Det står i vores vedtægter. Vi kan ikke både sidde i byrådet og være formand på samme tid. Det ville også tage for meget tid,« fortæller Birgitte.
Hun blev i 2000 uddannet journalist. Hendes sidste praktiksted var Ringkjøbing Amts Dagblad, hvor hun blev tilbudt job. Men da var hun gravid med sit første barn.
»Så vi ville gerne nærmere familien igen på det tidspunkt. Så vi flyttede tilbage til Galten,« fortæller Birgitte, der selv er vokset op i Galten.
Nu er man jo ikke klogere end andre bare fordi, man er kommet i byrådet. Så jeg har ikke en færdig løsning. Men vi kan måske være med til at finde nogen fagfolk, der kan gøre os klogere på, hvordan vi kan gøre det bedre.Birgitte Majgaard, byrådsmedlem Konservative
Aktiv familie
Hun arbejdede i en periode som lærervikar, og siden valgte hun, at arbejde som freelance journalist, og skrev blandt andet for Ugebladet Søndag, Dansk Handelsblad og Maskinbladet. Men i 2008 valgte hun igen at sadle om.
»Min mor og jeg åbnede fitness center i Viby. Det der dengang hed Butterfly Women og senere skiftede navn til Træning for Qvinder. Det havde jeg i 10 år. I 2018 solgte jeg det til Loop,« fortæller Birgitte Majgaard.
Arbejdsmæssigt betød det en periode med arbejdsløshed, indtil hun fandt sit nuværende arbejde, som lønbogholder for EMR, Murer og Entreprenør A/S i Nørre Snede.
Gymnastik og træning har altid været en del af hendes liv. Og en del af hendes egen familie med de tre børn og manden Kenneth.
»Jeg har nok undervist i gymnastik i mere end 30 år. Jeg har været med, siden der var en forening i Galten og en i Skovby. Mine to yngste har også undervist, og Kenneth har været med til at starte bokseklubben, hvor han stadig er træner« fortæller hun.
Rigest i Ry men ikke flest
Birgitte har også været med i bestræbelserne på at få en svømmehal til Galten Skovby. Hun var med til at stifte Klank Svømmehalsforening.
Du har været med til at arbejde for svømmehal i din by. Thomas Cordtz har været med til at arbejde for en svømmehal i sin by, Ry. Kommer I nu til at arbejde mod hinanden?
»Vi har et ønske om, og kan se behov for svømmehaller i både Galten, Ry og Hørning. Der er svømmere nok til det. Men umiddelbart er der størst behov der, hvor der er flest mennesker, længst til andre ledige svømmehaller og ingen søer. Det er Galten-Skovby-området. Derfor kommer den svømmehal først. Det kan godt være, de er rigest i Ry. Men de er ikke flest,« siger Birgitte Majgaard, som altså gerne arbejder for svømmehaller - også i Ry.
»Det er klart, at kommunen ikke kan betale for flere svømmehaller på en gang. Men lad os prøve at ryste posen lidt, og se om ikke vi kan tænke på nye måder, så det kan lade sig gøre, at få en svømmehal,« siger hun.
Find fagfolk til hjælp
Ellers er det primært børnene, der fylder i hendes politiske hjerte. Hun er kommet med i Børne- og Ungdomsudvalget, hvor hun bliver næstformand. Her vil hun have fokus på blandt andet ordblindhed.
»To af mine tre børn er ordblinde. Og jeg kan se, at dem som virkelig er ordblinde, de falder bare bagud. Der må vi se, om vi kan gøre tingene anderledes. Selvom skolerne gør, hvad de kan, så hjælper det ikke nok. Vi fik forslag om, at vores datter kunne komme på ordblinde efterskole. Jamen er det, det bedste vi kan tilbyde børnene? Vi skal lave om på det allerede i folkeskolen,« siger Birgitte Majgaard og fortsætter:
»Nu er man jo ikke klogere end andre bare fordi, man er kommet i byrådet. Så jeg har ikke en færdig løsning. Men vi kan måske være med til at finde nogen fagfolk, der kan gøre os klogere på, hvordan vi kan gøre det bedre.«