Fortsæt til indhold

34 børnefamilier fik et lyspunkt i en svær jul

Røde Kors Rougsø rykkede ud med julehjælp til lokalområdet.

Samfund
SC

Hele 34 familier fra Allingåbro, Ørsted, Auning og Vivild har modtaget julehjælp fra Røde Kors Rougsø.

Selv om det er mange familier, der har været i en situation, hvor de har været nødt til at modtage julehjælp, er det stolt formand for afdelingen, Bettina Grau, der kan se tilbage på Røde Kors Rougsøs indsats.

Hun og resten af Røde Kors Rougsø vil derfor gerne sige tak til alle dem, der på lokalt plan har støttet op om julehjælpen, og som har gjort det muligt at give endnu flere udsatte børnefamilier noget at samles om og glædes over i julen.

»Der skal lyde en stor tak fra os til alle dem, som på forskellige måder har bakket op om vores afdeling og julehjælpen, siger Bettina Grau i en pressemeddelelse.

Hun tilføjer, at hun kan se, hvor stor en forskel, det gør for de børn og familier, som har modtaget en ekstra håndsrækning i julen.

Julehjælpen blev i år givet i form af et gavekort til Coop, som familierne kunne købe julemad for, og en julekurv med julegodter. De yngre børn fik derudover lidt Lego, og deres forældre fik et gavekort til Fætter BR, så de kunne vælge en gave fra børnenes ønskeliste. Til familierne med større børn var der et gavekort til Randers Storcenter.

Klar til hverdagen

Efter julen har lagt sig, og hverdagen igen er en realitet, er det vigtigt for Røde Kors Rougsø, at familierne fortsat inviteres ind i fællesskabet. Derfor bliver de tilbudt at blive en del af de aktiviteter, afdelingen har.

Der var også sørget for julegaver til børnene. Til de yngre var der blandt andet Lego i pakkerne. Foto: Røde Kors Rougsø

»Vi har et velfungerende familienetværk i Allingåbro, som familierne kan blive en del af,« forklarer Bettina Grau.

Bettina Grau håber at kunne inspirere andre familier, der har brug for en hjælpende hånd, til at blive en del af Røde Kors’ aktiviteter og dermed få den hjælp og støtte, de har brug for, så de får mere overskud i hverdagen.