Fortsæt til indhold

"Ja-tak til udvikling, men ikke i så stor skala"

Frustrationen er stor i Alken, hvor der er udsigt til indenfor en kort årrække at vokse markant, når to store boligprojekter realiseres

Samfund

Et skridt frem og to tilbage. Sådan oplever flere borgere i Alken processen omkring Fabulas vision om at bygge et generationsfællesskab på vestsiden af byen ved Emborgvej. Først ser det ud til, at politikerne lytter, men tilsyneladende var det med det døve øre.

Der skal nye til for at bevare landsbyen

En af dem, der har forsøgt at få politikerne i tale, både med høringssvar, underskriftsindsamling og eget ”lobby-brev” til politikerne er Karin Fosdal, der har boet i Alken siden 1992.

Et godt projekt, men...

Faktisk kan hun se rigtig mange gode ting i Fabulas visioner. Det, hun slår sig på, er størrelsen og hastigheden hvormed projektet nu ser ud til at ville blive ført ud i livet på i kølvandet på et andet byggeprojekt i landsbyen, nemlig anden etape af Anes Høj.

”Jeg har både nydt og været en aktiv del af det helt særlige fællesskab, vi har her i Alken. Vi har skabt Mejeriet, vores fælleshus. Vi har kæmpet for vores købmandsbutik, som vi nu driver selv. Vi har rakt ud og budt nye tilflyttere velkommen i fællesskabet. Vi kender hinanden, og vi hilser på hinanden, når vi mødes. Nu frygter jeg for, om vi kan holde fast i vores landsbyværdier, når byen indenfor få år vokser med så mange nye husstande,” forklarer Karin.

Hun peger på, at Ny Anes Høj omfatter op til 29 nye boliger, mens Fabulas omfatter 48 nye boliger. Med de to byggeprojekter realiseret forventes byen, der i dag huser omkring 235 indbyggere, i de kommende år at vokse med op mod 50 pct.

Famøse streger på et kort

Nogle famøse streger på et kort, er tilsyneladende blevet landsbyens akilleshæl.

Stregerne blev sat i forbindelse med en visionsdag arrangeret af Liv i Landsbyerne - landsbysammenslutningen som Alken er en del af sammen med Bjedstrup, Svejstrup, Illerup og Boes - hvor nogle af deltagerne på et spørgsmål om, hvor man forestillede sig, der kunne landsbyudvikles, indtegnede området ved Emborgvej.

Byrødder: ”Støt de lokale butikker”

Selvom de tanker aldrig blev taget op med borgerforeningen i Alken, endte det kort hos kommunen.

”Nu bliver det brugt til at slå os i hovedet med, at vi selv har peget på det område, Fabulas vil bygge på, som egnet til byudvikling, selvom det ikke er noget, vi som borgere i Alken har haft mulighed for at forholde os til,” understreger Karin og peger på, at 145 borgere i Alken i forbindelse med høringen skrev under på, at de ikke ønsker udbygningen ved Emborgvej, inden de ved, hvad den igangværende udbygning af Ny Anes Høj kommer til at betyde.

”Folk har først og fremmest skrevet under, fordi byggeprojektet er for stort og kommer samtidig med Anes Høj. Vi vil gene have udvikling, men måske skal en lille landsby som vores udvikles i et mere moderat tempo, så vi kan nå at integrere de nye i vores fællesskab,” siger hun.

Landsbyværdier truet

”En landsby er nærhed, nærvær og fællesskab. Lyst til at være sammen, skabe noget sammen og ad den vej udvikles. Med udsigt til to store satellitter på hver side af byen, bliver Alken så ikke bare et stort parcelhuskvarter mere end en landsby?” Tilføjer Karin, der netop frygter, at det er landsbypræget, og de fælles værdier, der vil gå fløjten, hvis begge bygge projekter gennemføres indenfor en kort årrække.

”Vi bor i en landsby, fordi de værdier betyder meget for os. Ellers kunne vi lige så godt have slået os ned i et parcelhuskvarter. Det er fint, at vi bliver flere i Alken, som kan tage del i fællesskabet, men hvordan skal vi kunne integrere alle de mange nye, der kommer næsten samtidig? Det tror jeg bliver svært med to så store områder. Udvikling af Alken er ikke ensbetydende med udstykning i så stor skala. Jeg frygter, vi får to satellitter, der bare vil bruger af vores fællesskab, og ikke selv bidrage. Det har jeg ikke lyst til at bo i.”

Vase og Juleroserne i forrygende hopla på Sølund

32 familier får julehjælp fra Lions Club i Ry i år