Nu kan rotteplaget pakkeshop åbne igen
Skadedyrsbekæmpere har igen været forbi Cirkle K på Rosenvangs Allé i Højbjerg, og kan nu vende tommelfingeren op for, at stedet kan åbne igen.
Lige inden jul var Cirkle K i Højbjerg nødt til at sætte et skilt op på ruden af butikken.
»Butikken er midlertidigt lukket pga. af mistanke om skadedyr,« stod der. Og grunden til, at tankstationen, som også fungerer som en flittig benyttet pakkeshop, var nødt til at sætte det skilt op, skyldtes, at en enkelt rotte havde fundet vej ind til lageret gennem et hul i murværket.
Vi åbner igen klokken 15 i dag. Der har ikke været nogle rotter i butikken, siden vi fik lukket hullet i muren, og vi også haft en skadedyrsbekæmper forbi i dag, som siger problemet nu skulle være løst.Kirsten Grumstrup, presseansvarlig hos Circle K
»Vi åbner ikke, før vi er sikre på, at der ikke er flere huller i butikken, hvor der kan komme rotter ind, og det kan være et par dage vi snakker om, før vi kan åbne igen,« kunne Circle K’s pressekontakt Kirsten Grumstrup fortælle om situationen her til Lokalavisen Aarhus.
Men det går som sagt hurtigt i show-business og bare få minutter senere, efter at avisen havde snakket med den presseansvarlige, var der ikke længere tale om dage, men blot minutter til butikken åbnede, for da kunne Kirsten Grumstrup vende tilbage med anderledes positivt nyt:
»Vi åbner igen klokken 15 i dag. Der har ikke været nogle rotter i butikken, siden vi fik lukket hullet i muren, og vi også haft en skadedyrsbekæmper forbi i dag, som siger problemet nu skulle være løst.«
Hullet i murværket, som skadedyrsbekæmperne fandt, blev lukket i går (onsdag red.) og her har man fra butikkens side villet vente med at åbne, til man var helt sikre på, at der ikke var flere indgange til de trælse gnavere. Og det har man altså nu fået at vide, at det problem skulle være løst.
Rotten, der fik lukket tankstationen, har ifølge Circle K kun været ude på lageret, som samtidig oplyser, at alle pakker, der var i butikken, er blevet flyttet til andre pakkeshops, hvilket pakkemodtagere skulle være orienteret om.