Den 31. december åbner Pinds Cafe op for deres »loyale gæster«
Selvom der ikke er mange penge at tjene, så holder den aarhusianske bar Pinds Cafe åbent om dagen den 31. december. De gør det for gæsternes skyld.
Nytårsaften er igen i år blevet skaleret ned for de fleste på grund af det høje smittetryk. Almindeligvis ville der være godt gang i det aarhusianske natteliv, når flere tusinde strømmede ud på gader, barer og klubber, men ligesom sidste år, vil i år nok være en anelse mere stille.
Hos Pinds Cafe i Skolegade - i hjertet af Aarhus - sørger de dog for, at deres »loyale gæster« kan komme forbi til et glas og en hyggesnak, da de holder åbent fra 12.00 til 19.00 den 31. december.
»Vi har oplevet, at gæsterne manglede og efterspurgte om vi åbnede eller ej, og efter godt to år med nedlukninger, syntes vi, at det var en god ide lige at vise flaget, og vise, at vi er her, og at vi stadig holder åbent uanset hvad, så længe vi har muligheden,« fortæller ejer af Pinds Cafe, Veli Coskun.
Selvom det er svært, at sige, så er Veli Coskun bedste bud, at der nok vil komme mellem 15 og 30 mennesker ind forbi baren i løbet af dagen.
»Der er nok nogle som bare hurtigt kigger ind og siger hej og godt nytår, inden de skal nytårsfest,« siger han.
Derfor bliver det også en stille og rolig komsammen, hvor man kan få sig et glas, skåle med hinanden, snakke lidt og ønske godt nytår - hvilket der umiddelbart ikke er de store penge at tjene i, og derfor også kan anses som lidt af et sats i en coronatid.
»Jeg er selv på arbejde den dag, så det går mest udover mine egne timer og på den måde kan vi holde udgifterne lidt nede. Vi har tænkt tanken meget længe om det ville være rentabelt for os i at holde åbent, men vi gør det primært for vores loyale gæster, der har været med til at støtte op om vores projekt gennem de sidste fem år,« forklarer Veli Coskun, som har været ejer af stedet i den periode.
Baren plejer faktisk ikke at holde åbent nytårsaften - heller ikke før corona - så det er en smule ekstraordinært, at man kan komme ind forbi. Dog har de i tre år i træk holdt lille nytårsaften dagen før, hvilket de også gør igen i år.
»Vi holder en lille fejring dagen før, hvor man kan komme og få østers og champagne, og der kommer, der nok flere mennesker end den 31. december,« fortæller han.
Lille nytårsaften vil foregå fra 16 til 23 den 30. december.