Fortsæt til indhold

Fredensgade går i sort i år

I år vil Fredensgade i Hinnerup ligne en hver anden villavej

Samfund

”Det bliver ikke turen værd i år.” Så kort kan den ellers så jule-oplyste Fredensgade anno 2020 beskrives.

Ordene er Henrik Skødt Sørensens. Han bor på hjørnet ved Fredensgade/Stadionalle og har i mange år været fast deltager i de festlige julerier, hvor næsten alle i gaden sætter uanede mængder af julelys i forskellige afskygninger op ved og på deres huse.

Omkring 80.000 mennesker besøger hvert år gaden, og det er naturligvis i det store antal mennesker, man skal finde årsagen til aflysningen af julelyset i år. Typisk er det i weekenderne mellem 16-19, folk kommer forbi. Her kommer gerne 3000-6000 mennesker.

”Det synes Østjyllands Politi ikke gav særlig god mening. Så ville vi bare ende med at være et jule-hotspot. Og det kan vi jo selvfølgelig også godt se,” siger Henrik Skødt Sørensen, som altså understreger, at der IKKE vil være noget at komme efter på Fredensgade i år.

”Den vil ligne en hvilken som helst anden villavej.”

Et fantastisk sammenhold

Henrik Skødt Sørensen forklarer, at traditionen begyndte for over 25 år siden, hvor 2-3 huse i midten af gaden i venskabelige drillerier forsøgte at overgå hinanden i julelys.

”Og så tog det ligesom bare om sig derfra,” siger Henrik Skødt Sørensen.

Det står måske ligefrem ”i vedtægterne”, at man SKAL deltage, hvis man flytter ind?

”Det synes vi jo, det burde,” siger Henrik Skødt Sørensen med et smil.

”Men nej, det gør det jo ikke, men det er nu blevet taget i mod med højt humør af de fleste, som er flyttet ind,” fortsætter han.

”Og det har givet et fantastisk sammenhold på vejen. Eksempelvis har vi en kalender med alles fødselsdage, og så flager vi allesammen.”