Fortsæt til indhold

Foged: Alternativet skal ikke pille ved profilen

Mette Foged, Alternativets byrådsmedlem i Syddjurs, ser masser af muligheder for partiet fremover, selv om partiets stifter og store rorgænger Uffe Elbæk stopper som partileder

Samfund

Hvem skal tage over efter Alternativist Uffe Elbæk, som partileder? Er der tunge nok alternativer til den tidligere kulturminister, der stoppede som kulturens minister for i stedet at blive kult-figur hos Alternativet?

Mette Foged har siden januar 2018 repræsenteret Alternativet i Syddjurs Byråd, og selv om hun anerkender den indsats, som den snart forhenværende partileder har leveret, så var det ikke Elbæk, der i 2016 fik Mette Foged til at melde sig ind i partiet.

”Nej, det var det ikke. Jeg blev medlem af partiet, fordi jeg synes Alternativet repræsenterede et frisk nybrud i måden at tænke og lave politik på i forhold til de gamle partier.”

”Selvfølgelig har Uffe Elbæk været en stor inspirator for mig og mange andre i Alternativet. Han har også altid været god til at spørge, hvordan det går ude i kommunerne og lytte interesseret, men det var ikke personen, men det politiske, hvor alle fik mulighed for at komme med indspark, der tiltrak mig, og så selvfølgelig mest af alt partiets grønne profil og holdninger.”

- Har du været medlem af et andet parti, før du meldte dig ind hos Alternativet?

”Nej, det har jeg ikke, og jeg har aldrig gået med tanken. Da Alternativet kom frem, var jeg til gengæld ikke i tvivl, og det er nok også derfor, at min mand siger herhjemme, når vi diskuterer politik, at jeg ikke kan være medlem andre steder end hos Alternativet.”

Måtte komme

For Mette Foged er det ikke overraskende, at Uffe Elbæk nu trækker stikket. Manden er trods alt fyldt 65.

”Ja, det var ikke en bombe. Uffe Elbæks snarlige afgang havde vi i partiet set komme, selv om han ikke ligefrem opfører sig som en på 65 eller virker udbrændt.”

”Han er blevet en kultfigur for partiet uden egentlig at ønske, at det skal være sådan, og han har fyldt meget både udadtil og på de indre linjer.”

Mange kandidater

Mette Foged har ikke en foretrukken afløser for Uffe Elbæk.

”Jeg håber meget, at det bliver en uden for den nuværende folketingsgruppe, der bliver ny partileder. De fem på Christiansborg har i forvejen nok at se til, så selv om det vil kræve ændringer i vores vedtægter, vil en partileder uden for folketingsgruppen være at foretrække efter min mening.”

Alternativets vedtægter siger lige nu, at det kun er medlemmer af folketingsgruppen, der kan stille op.

Partiets social- og beskæftigelsesordfører, Torsten Gejl, der bor i Rønde, har til Altinget forleden udtalt, at han vil bruge julen til at overveje, om han skal melde sig på banen.

”Torsten er vildt dygtig, men han har nok at se til på Christiansborg, som de øvrige i gruppen. Jeg foretrækker en partileder uden for gruppen, men mest af alt håber jeg på flere kandidater, så vi kan få en seriøs diskussion om partiets fremtidige politiske retning.”

- Et par tidligere MF’ere har kritiseret Uffe Elbæks lederskab og ser gerne et mere professionelt ledet og toptunet parti?

”Jeg mener ikke, at Alternativet skal ændre profil. Partiet skal fortsat bygge på, at det er meget anderledes i sin måde at lave politik på og fungere på. Jeg ser det som en stor styrke, for at nævne et eksempel, at vi i Alternativet har et tæt samspil mellem det nationale, det regionale og det kommunale niveau.”