Fortsæt til indhold

Vil indføre ny ældrelov: »Vi har endnu ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent«

Regeringen ønsker et opgør med den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet.

Samfund
af

»Alt for meget tid går med proces, bureaukrati, kontrol og skemaer. Det tærer på arbejdsglæden. Det gør det svært at rekruttere. Og det giver en velfærd, der ikke altid lever op til forventningerne.«

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) bl.a. i den traditionelle nytårstale fra Marienborg.

En tale til nationen, der indeholdt langt flere politiske budskaber, end de fleste politiske eksperter og kommentatorer havde regnet med.

Klimaet var i fokus. Regeringens længe ventede sundhedsudspil blev omtalt. Og så var der ældreområdet.

Og her understregede Mette Frederiksen, at der for fremtiden skal gøres op med den »omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet«.

Der skal gøres op med den stigende mængde regler og kontrol af medarbejderne i den offentlige sektor. Og det er især forholdene i den offentlige hjemmepleje, som regeringen ønsker at rette op på.

»Med hånden på hjertet, så har vi endnu ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent,« lød det fra statsministeren lørdag aften.

Mette Frederiksen mente selv, at det var et »vidtgående« forslag, der nu blev bragt i spil.

»Vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter helt forfra. Med en ny, kort og præcis ældrelov. Med klare værdier. Værdighed. Valgfrihed. Selvbestemmelse. Og få dokumentationskrav,« sagde Mette Frederiksen.

Statsministeren tilføjede, at regeringen vil lade »medarbejderne bruge deres gode hoveder og varme hjerter« så de ældre i sidste ende »kan få den kærlighed og pleje, som livets efterår kræver.«