Her er planen for den nye skole i Gellerup
August 2025 forventes en ny skole i Gellerup at slå dørene op for elever og lærere. Bygherrerådgiver er nu valgt, og tidsplanen holdes trods coronakrise.
Torsdag eftermiddag blev profilen for den kommende nye skole og fritidscenter i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven præsenteret på et møde.
Det skete på den digitale platform Teams.
Børn og Unge-rådmand Thomas Medom (SF), fritidsleder Anders Glahn og skoleleder Helle Mønster på den kommende skole fremlagde nogle af visionerne og den pædagogiske profil.
Skolen bliver en del af bydelsforandringen i området, og hensigten er, at skolen skal være et attraktivt tilbud til nye beboere og lokale familier, når den står klar til brug i august 2025.
Med et kommende Sports- og Kulturcampus og Verdensbadet bliver der en rivende udvikling i Gellerup-området.
Ved mødet blev sløret også løftet for, hvem der skal være projektets nye bygherrerådgiverteam. Valget er faldet på D/K2, som er blevet udpeget som vinder af opgaven blandt fem kandidater.
D/K2 skal bidrage til, at de pædagogiske visioner bliver omsat til de fysiske rammer.
Projektleder fra D/K2, Lars Jørgensen, kunne oplyse, at første spadestik til byggeriet skal tages 1. april 2023, hvis tidsplanen fastholdes.
Og det er den blevet indtil videre trods corona-pandemien, kunne Hardy Pedersen oplyse. Han er Økonomi og Administrationschef i Aarhus Kommune og formand for styregruppen.
Dog er den planlagte kick-off-event, hvor interesserede kan høre mere om projektet, rykket fra 16. maj til lørdag 12. september.
Du kan læse mere om den kommende skole i Gellerup her.