Fortsæt til indhold

Folkeskole på Bornholm indfører kønsopdelt undervisning

Fra onsdag den 5. januar til og med vinterferien vil en skole på Bornholm dele samtlige 8. klasse-elever op i to hold. Et drengehold og et pigehold.

Samfund
af

Folkeskoleeleverne er netop vendt retur til skolebænken. Juleferien er forbi. Og onlineundervisningen er forhåbentlig fortid.

Med en række restriktioner i spil kan hverdagen nu fortsætte nogenlunde, som den plejer.

Men på Åvangsskolen på Bornholm bliver det alligevel en noget anderledes hverdag, som 8. klasse-eleverne vender tilbage til.

Hele årgangen – tre klasser i alt – er nemlig blevet slået sammen til to kønsopdelte hold. Et med drenge. Og et med piger.

Det melder TV 2 Bornholm.

Fra den den 5. januar og frem til vinterferien ønsker Åvangsskolen således at inddele samtlige 8. klasse-elever i et drenge- og pigehold.

Det har skolen meddelt på portalen Aula.

Og det har ikke overraskende bragt sindene i kog blandt både forældre og elever.

Fokus på tryghed og motivation

Skoleleder på Åvangsskolen, Thomas Mogensen, fortæller dog til TV 2 Bornholm, at man ikke skal lægge det store i opdelingen.

»Overvejelserne er nogle gange, om vi skal dele op omkring faglighed, omkring interesser og så videre. Nu er det her en opdeling i relationer. Det er helt tilfældigt, at vi deler op i drenge og piger,« siger Thomas Mogensen.

En forklaring på det opsigtsvækkende tiltag er dog også, at Åvangsskolen har valgt at prioritere et øget fokus på årgangenes tryghed og motivation, fordi man i en trivselsundersøgelse fandt ud af, at årgangen scorede lavt inden for netop de to punkter.

Og i beskeden på Aula forklarede Åvangsskolen sig med, at man bl.a. havde oplevet, at drengene og pigerne forstyrrede hinanden.